Fjelsted-Harndrup Gymnastikforening
Navigation Søgning

Fjelsted-Harndrup Gymnastikforening

Gymnastikforeningen Fjelsted-Harndrup har netop modtaget 7.919 kroner fra Energi Fyns sponsorordning FynskSupport, som foreningen vil bruge på nye redskaber.

I Gymnastikforeningen Fjelsted-Harndrup på Vestfyn har foreningens supportere skaffet 7.919 kroner til klubben gennem Energi Fyns sponsorordning FynskSupport. Pengene til foreningen er samlet ind via supporternes el- og gasforbrug hos Energi Fyn og skal bruges til indkøb af nye redskaber til foreningens mange forskellige gymnastikhold.

- Da vores hold er tilpasset stort set alle aldersgrupper, betyder det også, at vi har brug for mange forskellige typer af redskaber. Redskaberne kan være alt fra trampoliner til vores ungdomshold til bolde til vores seniorhold. Redskaberne koster naturligvis penge, og derfor er sponsorkronerne fra FynskSupport tiltænkt nye redskaber, fortæller Dorthe Glesner, der er en af gymnastikforeningens to sponsoransvarlige.

Gymnastikforeningen Fjelsted-Harndrup er Middelfart kommunes største gymnastikforening med et medlemstal på knap 1000 medlemmer, der er fordelt på cirka 20 hold. Foreningen har både børne-, ungdoms- og voksenhold og har medlemmer i alle aldre – lige fra 6 til 80 år. Og den store spredning i alder og de mange trofaste medlemmer gør det nemt for gymnastikforeningen at finde og fastholde supportere.

- Vi er glade for at være en del af FynskSupports sponsorordning og nyder godt af den økonomiske støtte, som er et kærkomment beløb. Derudover er det min opfattelse, at når først folk har meldt sig ind som supportere, holder de fast, fordi det er nemt og enkelt at være supporter hos Energi Fyn, fortæller Dorthe Glesner.

Støtter fynske klubber og foreninger med 1,1 mio. kroner
I år er det niende gang, at Energi Fyns sponsorordning FynskSupport giver det fynske klub- og foreningsliv en økonomisk håndsrækning. FynskSupport har eksisteret siden 2011, og hvert år udbetales et klækkeligt beløb til de 500 fynske klubber og foreninger, der er med i ordningen. I år løber det samlede beløb op i 1,1 millioner kroner.

- Som fynboernes foretrukne energiselskab er det vigtigt for os at støtte op om mangfoldigheden i det fynske foreningsliv. Med FynskSupport støtter vi klub- og foreningslivet bredt på Fyn og på tværs af aktiviteter, fortæller Finn Andersen, kommerciel direktør hos Energi Fyn.

Alle kan være med til at støtte det fynske foreningsliv, og det vel at mærke uden at det koster ekstra. Hvis man køber el eller gas gennem FynskSupport, så bliver man sponsor for en fynsk klub eller forening efter eget valg. Man betaler kun for den el eller gas, man bruger. Energi Fyn giver 2 øre pr. kWh el og 6 øre pr. m3 gas til den klub, som man ønsker at støtte.