Højby S&G
Navigation Søgning

Højby S&G

Højby S&G har netop modtaget 34.958 kroner fra Energi Fyns sponsorordning FynskSupport. Pengene skal bruges på tiltag og arrangementer, der skal styrke det sociale fællesskab i hele foreningen.

I Højby S&G fortsætter succesen med at skaffe penge til klubben gennem Energi Fyns sponsorordning FynskSupport. Klubbens supportere har i år samlet 34.958 kroner ind til foreningen via deres el- og gasforbrug. Som vidtfavnende forening er der flere underafdelinger, der får gavn af pengene, men i år vil særligt foreningens unge medlemmer nyde godt af sponsorkronerne.

- Pengene skal primært bruges til ungdomsarbejde i vores underafdelinger. Det kan være alt fra støtte til enkelte hold til større sociale arrangementer. Pengene skal altså i høj grad gavne og styrke udviklingen for det sociale fællesskab i hele foreningen, siger Henrik Schmidt, der er medlem af sponsorudvalget i Højby S&G.

Højby S&G er en af de største alsidige foreninger i Odense og har omkring 2.000 medlemmer. Medlemmerne er fordelt på elleve afdelinger med e-sport som den nyeste afdeling, og snart kommer en tolvte afdeling med billard til. Derudover har foreningen afdelinger med badminton, tennis, håndbold og meget mere. Med så mange forskellige sportsgrene samlet i en forening, er der rigeligt at bruge penge på, og derfor er Højby S&G meget taknemmelige for støtten fra FynskSupport. På den måde kan de underafdelinger, der har brug for det, få mulighed for at forbedre og udvikle sig.

- Jeg oplever det som meget engagerende at være med i FynskSupport, og jeg er taknemmelig for samarbejdet med Energi Fyn. Jeg synes, det er fantastisk, at et stort energiselskab som Energi Fyn er med til at gøre en forskel for os som forening, fortæller Henrik Schmidt.

Støtter fynske klubber og foreninger med 1,1 mio. kroner
I år er det niende gang, at Energi Fyns sponsorordning FynskSupport giver det fynske klub- og foreningsliv en økonomisk håndsrækning. FynskSupport har eksisteret siden 2011, og hvert år udbetales et klækkeligt beløb til de 500 fynske klubber og foreninger, der er med i ordningen. I år løber det samlede beløb op i 1,1 millioner kroner.

- Som fynboernes foretrukne energiselskab er det vigtigt for os at støtte op om mangfoldigheden i det fynske foreningsliv. Med FynskSupport støtter vi klub- og foreningslivet bredt på Fyn og på tværs af aktiviteter, fortæller Finn Andersen, kommerciel direktør hos Energi Fyn.

Alle kan være med til at støtte det fynske foreningsliv, og det vel at mærke uden at det koster ekstra. Hvis man køber el eller gas gennem FynskSupport, så bliver man sponsor for en fynsk klub eller forening efter eget valg. Man betaler kun for den el eller gas, man bruger. Energi Fyn giver 2 øre pr. kWh el og 6 øre pr. m3 gas til den klub, som man ønsker at støtte.