Energi Fyn bakker op om fynsk håndbold
Navigation Søgning

Energi Fyn bakker op om fynsk håndbold

26. oktober 2012

Når håndboldherrerne fra GOG fremover løber på banen, bliver det med Energi Fyns logo på tøjet. De to selskaber har indledt et nyt sponsorsamarbejde over de næste to sæsoner.

GOG er godt på vej til at indfri deres mål om oprykning til håndboldliga og er i den forbindelse i gang med at opbygge et stærkt hold både sportsligt og økonomisk. Energi Fyn er fynboernes elselskab, og derfor er det ganske naturligt, at den fynske el-virksomhed vælger at indgå samarbejde med et af øens sportslige fyrtårne.

- Det glæder mig, at vi har indgået et sponsorsamarbejde med GOG, og vi ser frem til at følge deres vej til håndboldligaen. Partnerskabet med GOG understøtter i høj grad Energi Fyns ambition om at udvikle Fyn, og samtidig giver det os mulighed for at nå endnu flere af vores forbrugere, siger Bent Agerholm, koncernchef i Energi Fyn. Han tilføjer, at Energi Fyn støtter både elite- og breddeidrætten på Fyn, og derfor er det en vigtig del af aftalen, at også amatørafdelingen under GOG indgår i samarbejdet. Det betyder blandt andet, at Energi Fyns logo er på spillertrøjerne i hele foreningen.

- Også GOG glæder sig over at have fået endnu en betydelig sponsor i hus, så der kan fokuseres på det sportslige i den fortsatte kamp om at vende tilbage til toppen af dansk håndbold. Det er yderst positivt at få endnu en stor fynsk virksomhed med som samarbejdspartner, hvilket gør vores muligheder for succes endnu større i fremtiden. Ud over selve sponsoratet har vi også indledt et samarbejde med Energi Fyn omkring sponsorordningen FynskSupportEl, hvor vi via vores medlemmers elforbrug kan skaffe yderligere midler til klubben, fortæller Kasper Jørgensen, direktør i GOG Sport A/S.

Sponsoratet, der er et vip-sponsorat vil løbe over to år.