Energi Fyn - Nyheder
Navigation Søgning

Tusindvis af fynboer bakkede op om Energi Fyn og Odense ZOOs Danmarks Indsamling

8. februar 2013

6883 gæster lagde vejen forbi den fynske attraktion. Det udløste 68.830 kroner til Danmarks Indsamling fra Energi Fyn.

Fynboerne blæste på sne og kulde og iklædte sig varmt tøj og højt humør, da Energi Fyn og Odense ZOO fredag den 8. februar inviterede alle i zoologisk have. Tilbuddet om gratis adgang, hvor Energi Fyn samtidig gav 10 kroner per gæst til Danmarks Indsamlingen, trak i den grad folk af huse.
Efter otte timers oplevelser i dyrenes univers kunne Energi Fyn og Odense ZOO glæde sig over, at 6883 gæster havde lagt vejen forbi den fynske attraktion.
Det udløste 68.830 kroner til Danmarks Indsamling fra Energi Fyn. Herudover bidrog de mange zoo-gæster med 5.252 kr. kroner i den opstillede pengebrønd ved indgangen.

Hele familien i zoo
De mange gæsters valfarten til Odense ZOO satte sit præg på Sdr. Boulevard. Busser satte det ene hold gæster af foran indgangen efter det andet, og parkeringspladsen over for zoo var konstant fyldt godt op.
En af de mange gæster var lille Liva Zoega, som i dagens anledning havde byttet børnehaven ud med en tur i zoo sammen med sin mor og sin bedstemor Inge Knudsen. Familien nød turen blandt løver, zebraer og aber.
- Det er alle tiders idé at kombinere indsamlingens gode formål med, at folk kan komme gratis i zoo. Det er en god mulighed for at få set dyrene, sagde Inge Knudsen, som sammen med barnebarnet kastede en stak mønter i indsamlingsbrønden.
I girafhuset var veninderne Maja Larsen og Marianne Jakobsen enige om, at muligheden for at komme i zoo var oplagt til en venindetur.
- Vi kommer her ikke så tit, men det er super hyggeligt at tage herud. Og så var det jo oplagt at gøre i dag, fordi det støtter en god sag, og det er en nem måde at bakke om Danmarks Indsamlingen på, sagde Maja Larsen.

Et flot resultat
Direktør i Odense ZOO, Henrik Lehmann Andersen, og koncernchef i Energi Fyn, Bent Agerholm, glædede sig over det flotte resultat og den positive stemning i zoo.
- Vi kan være stolte over det samlede beløb og over den hjælp, som vores fælles arrangement nu udløser til Afrika. Det har været en fornøjelse at se så mange glade mennesker, og folk har virkelig bakket op om kombinationen af en god oplevelse og et godt formål, siger Bent Agerholm.
Odense ZOO kunne samtidig glæde sig over, at dagen blev den mest besøgte februar-dag i hele havens historie.

 

Liva Zoega og bedstemor Inge Knudsen glædede sig over chancen for en gratis tur i Odense ZOO, og benyttede lejligheden til at støtte Danmarks Indsamlingen.   
Liva Zoega og bedstemor Inge Knudsen glædede
sig over chancen for en gratis tur i Odense ZOO
og lejligheden til at støtte Danmarks Indsamlingen.
 
Maja Larsen og Marianne Jakobsen benyttede muligheden for en gratis venindetur blandt giraffer og andre spændende dyr i Odense ZOO.
Maja Larsen og Marianne Jakobsen benyttede
muligheden for en gratis venindetur blandt
giraffer og andre spændende dyr i Odense ZOO.