En smart ting ved en elbil er, at man kan oplade den i sit hjem og dermed har ”tankstationen” lige ved hånden. De elbiler, man kan købe i dag, kan oplades direkte fra en stikkontakt eller fra en speciel ladeboks, som opsættes for eksempel i garagen. Der findes firmaer, som opsætter ladebokse, eksempelvis firmaet Clever, som har det forretningsområde at opstille ladestandere i det offentlige rum og ladebokse i boliger til opladning af elbiler.
Man får strømmen til elbiler til halv pris, når der indgås aftale med blandt andre Clever. Det fremtidige energisystem i Danmark vil i høj grad blive baseret på strøm fra vindmøller. I 2020 skal der være 50 procent, i dag er det 27 procent. Den megen vind er et led i omstillingen til et fossiltfrit energisystem, hvor olie, kul og gas erstattes med vedvarende energi. Et fossilfrit energisystem betyder også, at transporten skal gøres fossilfri - altså skal benzin og diesel udskiftes med vedvarende energi.
Det er her, elbilerne kommer ind i billedet. El produceret på vindmøllerne skal bruges til transport via elbiler. Tidligere var elsystemet indrettet sådan, at man på kraftværkerne altid producerede lige præcis det, der var behov for hos forbrugerne. I fremtiden skal vi - med den meget større andel vedvarende energi, især vind - i meget højere grad bruge strømmen, når den produceres. Det vil sige, især når det blæser, og når solen skinner. Det er her, at elbilen er smart.
Når der er stor elproduktion, kan vi med fordel oplade elbilen og vente, når produktionen er lav. Selvfølgelig inden for de rammer, brugen af elbilen sætter. Men husk på, at man måske kører en time i bilen om dagen, resten af tiden står den stille. Det tager typisk fem timer at oplade elbilen i hjemmet, hvis den er helt afladet.
Også varmepumper kan bruges til at aftage el, når produktionen er høj. Måden, dette kan gøres på, er ved at styre efter elprisen. Elpriserne er lave i de timer, hvor der er stor produktion og omvendt. Om et par år, når vi har mange flere elbiler, mere vindenergi og flere varmepumper, vil det også være muligt at afregne boligkunder på timebasis vedrørende el og dermed få en ekstra fordel af elbilerne og varmepumperne.
