En af pointerne i Erhvervsstyrelsens telestatistik for første halvår af 2014, som netop er blevet offentliggjort, er, at antallet af bredbåndsabonnenter via fiber er steget med næsten 25% fra 1. halvår 2013 til den tilsvarende periode i 2014. Hos Waoo! glæder man sig over effekten af flere års udrulning og markedsføring af fremtidens digitale infrastruktur i Danmark.
”Man skal være et skarn, hvis man ikke glæder sig over en vækst i den størrelsesorden. Energiselskaberne, der ejer Waoo!, har over det seneste årti investeret en masse kræfter i at udbygge et fremtidssikret fibernet. Vores ejere har haft en klar forventning om, at der ville blive brug for den her digitale motorvej i Danmark. Og i dag, hvor den digitale udvikling for alvor ruller ind over landet med streaming i front, så må vi bare glæde os over, at vi står klar til at tilbyde den efterspurgte kapacitet og hastighed”, siger adm. direktør i Waoo!, Jørgen Stensgaard.
Hastighedsgaranti og kvalitet får danskerne til at vælge fiber
Telestatistikken viser, at danskerne for alvor har fået øjnene op for, at der er alternativer til de gamle kobberforbindelser.
”Energiselskaberne og Waoo! har nu i mere end tre år vist, at man kan levere en fuldt dækkende hastighedsgaranti på fiberbredbånd. Og det faktum, at vores fiberbredbåndsprodukt bliver kåret til bedst i test tre år i træk, er bestemt medvirkende til, at flere og flere danskere vælger fiber fremfor kobber,” siger Jørgen Stensgaard.
Trods den voldsomme vækst er der stadig et stykke vej, før fiber bliver den dominerende teknologi i Danmark, men for første gang er andelen af abonnementer på kobberforbindelser nede under 50%. Det ser Jørgen Stensgaard som et fingerpeg om, at det er et spørgsmål om tid, før fiberen bliver markedsledende.
”De gamle kobberledninger er på retur. TDC forsøger selvsagt at holde teknologien i live, men alle tegn – herunder danskernes medieforbrug - peger i retning af, at der bliver behov for at kunne trække store hastigheder ud af nettet, og her er der ikke noget, der kommer i nærheden af det, som fiberforbindelserne kan levere,” siger Jørgen Stensgaard.