Nyheder - Energi Fyn
Navigation Søgning

En god og stabil udvikling

30. april 2014

Energi Fyns nye repræsentantskab godkendte i dag på selskabets ordinære repræsentantskabsmøde koncernens årsrapport 2013. På samme møde blev der også afholdt valg til bestyrelsen - med valg af fem bestyrelsesmedlemmer og en suppleant.

Energi Fyn-koncernens samlede regnskabsresultat udviser et overskud før skat på 95 mio. kr. og på 75 mio. kr. efter skat og minoritetsinteresser. Resultatet ligger over det budgetterede resultat og anses således som værende tilfredsstillende.

Det positive regnskabsresultat kan i høj grad henføres til den økonomiske kurs, som Energi Fyn de seneste år har fulgt. Den kurs har sikret koncernen en fortsat økonomisk stabilitet, robusthed og handlefrihed, som gør, at det rette fundament er til stede til fortsat udvikling af koncernen - og ikke mindst til at være på forkant med de markedsmæssige og regulatoriske forandringer, som elsektoren i disse år gennemgår. Økonomisk ansvarlighed har også i 2013 været et nøgleord.

- Energi Fyn er kommet godt ud af 2013. Det er vi ikke kun i et økonomisk, men også i et strategisk perspektiv. Med afsæt i de mange forandringer, vi står overfor, har Energi Fyn i 2013 fastlagt en ny koncernstrategi med tilhørende strategiske tiltag frem mod 2017. Der er tale om en koncernstrategi, som fremtidssikrer den kurs, vi har fulgt de senere år gennem et øget fokus på udvikling af koncernen og vores medarbejdere samtidig med, at vi fortsat skal sikre en effektiv drift og ansvarlig økonomisk tilgang, udtaler koncernchef Bent Agerholm og tilføjer, at det er den kurs, der skal medvirke til at sikre Energi Fyns fortsatte position som det fynske energiselskab. Energi Fyn vil være en del af fremtiden.

Styrkede kerneaktiviteter

Parallelt med den langsigtede strategiske planlægning har der også i årets løb været fokus på at styrke koncernens kerneforretningsområder gennem nye tiltag og initiativer.

- Inden for forretningsområdet omkring elsalg har vi øget vores salgs- og markedsføringsindsats på samme måde, som vi har introduceret nye elhandelsprodukter, herunder ikke mindst udvidelsen af FynskSupportEl til nu også at være målrettet det fynske erhvervsliv, fortæller Bent Agerholm, som samtidig glæder sig over, at det fynske erhvervsliv også har været i fokus i forbindelse med salg af fiberløsninger qua opbygningen af denne aktivitet internt i koncernen. I tilknytning hertil er fiberinfrastrukturen i Odense blevet væsentlig styrket - ikke mindst med afsæt i aftalen med Odense Kommune omkring udrulning af fiber til alle kommunens lokationer. En aftale, der blev udmøntet i 2013, og som vi fortsat ser store muligheder i, slutter Bent Agerholm. 

Energi Fyn har også fortsat bidraget aktivt til den grønne omstilling. En af hjørnestenene i den forbindelse er den fortsatte realisering af energibesparelser, hvortil Energi Fyn har styrket indsatsen gennem en ny, intern energisparefunktion. Herudover har fokus også været rettet mod opførelsen af fynske vindmøller - et fokus, som på nuværende tidspunkt er koncentreret omkring en mulig opstilling af vindmøller på den kommende havneterminal ved Lindø Industripark i samarbejde med Odense Havn.

Valg til bestyrelsen

Dagens repræsentantskabsmøde var det første ordinære møde for de 82 nyvalgte medlemmer af Energi Fyns repræsentantskab, som tiltrådte ved årsskiftet. Udover at godkende koncernens årsrapport blev der også afviklet valg til bestyrelsen, gældende for den kommende periode.

- En af repræsentantskabets opgaver er netop at udpege selskabets bestyrelse - og på dette ordinære repræsentantskabsmøde var fem bestyrelsesmedlemmer og en suppleant på valg, fortæller Bent Agerholm.

Valget resulterede i, at Søren Thorsager, Lars Chr. Lilleholt og Jørn Frederik Jørgensen blev valgt til bestyrelsen for en kommende 4-årig periode, mens Cæcilie Ning Hage og Hans Elving Pedersen blev valgt for en 2-årig periode. Jens Otto Dalhøj blev valgt som suppleant - gældende for en 4-årig periode.

Energi Fyn a.m.b.a.'s bestyrelse består således nu af Søren Thorsager, Bjarne Ivan Hansen, Lars Chr. Lilleholt, Knud Bjørn, Jørn Frederik Jørgensen, Cæcilie Ning Hage og Hans Elving Pedersen. Jørn Frederik Jørgensen, Cæcilie Ning Hage og Hans Elving Pedersen er nye i bestyrelsen, mens Søren Thorsager og Lars Chr. Lilleholt blev genvalgt til bestyrelsen. Energi Fyn Holding A/S' bestyrelse består herudover af fire medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer - Kell Bergmann Olesen, Gitte Hansen, Laurits Peter Lauritsen og René Johnny Larsen.

Bestyrelsen holder konstituerende møde den 5. maj 2014 med valg af formand og næstformand.



Du kan læse Årsrapport 2013 her.