Siden 2013 har det været forbudt at installere oliefyr i nye huse, og fra i år må man ikke erstatte et gammelt oliefyr med et nyt, hvis man kan få fjernvarme eller naturgas. Målet er, at oliefyret udfases som opvarmningsform inden 2030.
For langt de fleste boligejere vil det være en god idé at skifte oliefyret ud med en anden opvarmningsform. Det er ikke alene godt for miljøet men ofte også for økonomien - især hvis ens oliefyr er mere end 10 år gammelt.
Hvis der er fjernvarme, der hvor du bor, vil det ofte være den billigste løsning. Men en varmepumpe er også et rigtig godt alternativ til oliefyret. Med en varmepumpe vil du typisk kunne skære helt op til 35 procent af din nuværende varmeregning, hvis din energikilde i dag er et oliefyr. Det betyder, at du i langt de fleste tilfælde vil kunne betale investeringen i varmepumpen tilbage på 6-10 år, og derefter får du selv den fulde glæde af besparelsen.
Et miljøvenligt alternativ
En varmepumpe bruger udelukkende el, men afgiver tre til fire gange så meget varme i forhold til dens elforbrug. Derfor er en varmepumpe ikke bare en god forretning, men også et mere miljøvenligt alternativ til opvarmning med olie og naturgas.
Er din bolig udelukkende opvarmet med el, skal du være opmærksom på, at du kan få nedslag i elafgiften på 62,25 øre/kWh inkl. moms for alt forbrug over 4.000 kWh (tarif 2016).
Beregn din besparelse
Før du kigger dig om efter et mere miljøvenligt alternativ til dit oliefyr, er det en god idé at tage et kig på dit hus. Valg af varmekilde afhænger af, hvornår dit huset er bygget, hvor godt det er isoleret, og hvordan det varmes op.
Hvis du overvejer at få installeret en varmepumpe, kan det godt betale sig at besøge www.energifyn.dk/beregner, hvor du kan få et vejledende billede af de økonomiske og praktiske fordele, som du kan opnå ved at skifte din nuværende opvarmningsform ud med en varmepumpe. Beregneren er gratis at benytte, og tager kun få minutter.
Energi Fyn tilbyder gratis og uforpligtende rådgivning. Vores varmepumpeekspert kan undersøge, om din bolig er egnet til en varmepumpe, så du opnår den forventede besparelse.
Husk tilskud og fradrag
Vælger du at få installeret en varmepumpe, kan du søge om tilskud hos Energi Fyn, der udbetaler et kontant tilskud på 0,25 kr. inklusiv moms for de kWh, der spares det første år. Det er blot vigtigt, at du husker at søge om tilskud, inden arbejdet går i gang. Du må gerne indhente tilbud, men ikke indgå en aftale. Læs mere om energitilskud fra Energi Fyn.
Husk også håndværkerfradraget der i 2016 og 2017 giver dig mulighed for at trække op til 12.000 kroner af håndværkernes arbejdsløn fra i SKAT.