Julesparetips
Navigation Søgning

Julen varer længe, koster mange penge

15. december 2017

Men med ganske få ændringer kan du heldigvis undgå, at dit strømforbrug løber helt løbsk i julen -også uden at det går ud over juletraditionerne og hyggen.

Skift til LED

Skifter du for eksempel de gamle lyskæder med glødepærer ud med LED, er der penge at spare. LED bruger cirka 80 procent mindre strøm end glødepærer og holder typisk 25 gange længere. Og så er det en rigtig god idé at bruge et tænd-sluk ur, så lyset kun er tændt, når der er nogen, der har glæde af det.

Tø mad op i køleskabet

Også i køkkenet kan du med enkle kneb spare på strømmen. Tø for eksempel din mad op i køleskabet. For hvert kilo kød du tør op i køleskabet, afgives der cirka en times gratis strøm. Du skal blot huske at tage maden op af fryseren i god tid, inden den skal tilberedes.

Udnyt ovnens for- og eftervarme

Hvis du udnytter ovnens for- og eftervarme, er der også penge at spare. Sæt maden ind i ovnen, allerede når du tænder den, og sluk den cirka 15 minutter før, du ellers ville have gjort. Du kan med fordel også udnytte eftervarmen på kogepladerne ved at slukke et par minutter før, du ellers ville have gjort.

Lav risengrøden færdig i sengen

Risengrøden den skal blot koges godt op og så ind under dynen i et par timer, så er den klar til at spise. Du sparer på strømmen og undgår, at grøden brænder på. Du kan også lave grøden i mikroovnen. På den måde spare du omkring 75 procent af strømforbruget sammenlignet med et almindeligt komfur.

Udnyt kulden udenfor

Et andet simpelt tips er at udnytte kulden udenfor og køle resterne af julemaden ned udendørs, inden du kommer dem i køleskabet eller fryseren.

Undgå standby strøm

Omkring 10 procent af vores samlede strømforbrug går til standbystrøm. Ved at slukke på kontakten, når du ikke bruger for eksempel tv, spillekonsol og computer, kan du spare mange penge. Slukker du for eksempel børnenes Playstation helt, kan du spare op til 100 kroner om året.

Følg dit forbrug

Det kan godt betale sig at holde øje med sit strømforbrug. Med Energi Fyns gratis app kan du let følge dit forbrug og se, hvornår i døgnet du bruger mest strøm. På den måde kan du se, hvornår dit forbrug er uhensigtsmæssigt højt og dermed gøre noget ved det. Alene det, at du bliver bevidst om dit strømforbrug, kan typisk betyde en besparelse på op til 10 procent om året.
Læs mere

Glædelig jul.