varmeanlaeg
Navigation Søgning

Er du klar til efteråret?

13. september 2019

Efteråret banker på, og det er efterhånden tid til at tænde for varmen. Hos mange er varmeregningen en af de større udgiftsposter. Det kan derfor godt betale sig at holde øje med sit varmeanlæg og jævnligt få det gennemgået og vedligeholdt.

Over 64 procent af danskerne eller cirka 1,7 millioner husstande får eller kan få deres varme via fjernvarme. Sammen med varmepumper er fjernvarme den mest miljøvenlige opvarmningsform og ofte også den billigste måde at opvarme sit hus på. 

Fjernvarme

Har du fjernvarme, afregnes du efter den varme, som du tager ud af fjernvarmevandet. Det betyder, at det er temperaturforskellen i det fjernvarmevand, der går henholdsvis ind og ud af din bolig, som du afregnes efter.

Derudover betaler du på forskellig vis for, hvor godt du udnytter fjernvarmevandet. Det betyder, at jo større mængde vand, der skal til for at opvarme dit hjem og dit brugsvand, jo større bliver din varmeregning. Derfor er der penge at spare ved at udnytte varmen i dit fjernvarmevand bedst muligt. Jo bedre din afkøling af fjernvarmevandet er, jo mere varme får du for pengene. 

En god afkøling ligger i årsgennemsnit på 30 grader eller derover. Du holder øje med afkølingen ved at aflæse fjernvarmemåleren jævnligt. På måleren kan du også aflæse dit forbrug i enten gigajoule (GJ) eller megawatt-timer (MWh) og sammenligne det med dit forbrug af kubikmeter fjernvarmevand (m³). Har du fjernvarme fra Fjernvarme Fyn, kan du følge både dit varme- og strømforbrug i vores app og på Mit Energi Fyn. Her kan du også følge afkølingen af dit fjernvarmevand. 

Du kan sikre en stabil drift af dit fjernvarmeanlæg ved at få det tjekket regelmæssigt af en fagmand. Nogle fjernvarmeselskaber tilbyder denne service som en del af deres ydelser. Spørg eventuelt hos dit selskab.

Se hvordan du indstiller dine radiatorer korrekt

Olie- eller naturgas

Hvis du opvarmer din bolig med et olie- eller naturgasfyr, skal fyret serviceres i henhold til fabrikantens anvisninger, da det ikke alene sikrer, at du følger lovgivningen på området, men også at dit gasfyr er sikkert at benytte, at risikoen for perioder uden varme på grund af driftsstop minimeres, og at en optimal forbrænding sikrer bedst mulig fyringsøkonomi og mindst mulig påvirkning af miljøet.

Vi tilbyder en serviceaftale, som sikrer dig, at dit gasfyr er indstillet korrekt, og eventuelle fejl rettes eller repareres i tide, så du undgår ubehagelige overraskelser, og dit fyr kun bruger den gas, der er nødvendig. Skulle fyret alligevel gå i stå en dag, er vagtudkald inkluderet i serviceaftalen - også hvis det skulle ske juleaften.

Læs mere om en serviceaftale på dit naturgasfyr

Er dit gas- eller oliefyret mere end 15 år gammelt, bør du skifte det ud med en ny, kondenserende model. Du kan med fordel undersøge mulighederne for en varmepumpe. Der kan være store besparelser - du kan beregne din besparelse her.

Varmepumpe

Har du jordvarme eller en luft/vand-varmepumpe, er det lovpligtigt at få anlægget efterset hvert år af en certificeret montør. Har du en luft/luft-varmepumpe er der ingen krav, men det er en god idé at få den efterset årligt.

Læs mere om varmepumper

Pillefyr

Varmer du din bolig op med et pillefyr, er der penge at spare på varmeregningen, hvis du sørger for at rense det for aske og slagger med jævne mellemrum. Bolius har lavet en guide til, hvordan du renser dit pillefyr. 

sparenergi.dk kan du finde en guide til, hvordan du tjekker dit varmeanlæg, så du sikrer dig, at det kører så effektivt som muligt.