Hvor vi tidligere har forholdt os til antal watt og måske størrelsen på fatningen, så skal vi nu anvende begreber som kelvin, lumen og Ra-værdi. Og så skal vi i højere grad forhold os til, hvor og til hvad pæren skal bruges.
Kelvin
LED-pærer kan købes med kold eller varm farvetemperatur alt efter hvilket lys, man ønsker i sine forskellige rum. Lysets farve kaldes kelvin. Skalaen går fra 0 til 10.000 kelvin. Jo lavere kelvin-værdi, desto varmere lys. En kelvin-værdi på 2600-3000 giver et varmt lys, som du kender det fra glødepæren. En kelvin-værdi på 3500-4000 kelvin giver et neutralt lys, mens en høj kelvin-værdi giver et køligere lys i stil med dagslys. Det varme lys virker hyggeligt og afslappende, mens det kølige lys er godt til at holde os vågne og aktive.
Lumen
Lysets styrke kaldes lumen. To pærer, som har samme lumenværdi, giver lige meget lys. Årsagen til, at man har indført begrebet lumen, er, at watt egentligt ikke fortæller noget om, hvor meget lys pæren udsender. 800-1000 lumen er en god lysstyrke i køkkenet og over spisebordet, mens 470 lumen er godt i stuen, og 250 lumen er godt i soveværelset.
På sparenergi.dk kan du læse mere om, hvad lumen svarer til i watt og sammenligne de forskellige lyskilder. Sparenergi.dk har desuden udviklet en app - Lysguiden. Her kan du få hjælp til at vælge den rigtige pære og se hvor meget, du kan spare på din elregning.
Ra-værdien
Ra-værdien fortæller, hvor god en lyskilde er til at gengive farver korrekt. En Ra-værdi på 100 svarer til dagslys. Gå efter en Ra-værdi på 90 eller højere, hvis du ønsker en fin farvegengivelse.
Det kan også godt betale sig, at se efter EU's energimærke. Det viser dig nemlig, hvor energieffektiv en pære eller lampe er på en skala fra A++ til E. Gå efter LED-pærer mærket med A+ eller bedre.
Typisk bruger vi cirka en femtedel af boligens elforbrug til belysning, så der kan være mange penge at spare ved at vælge den rette og mest energieffektive belysning. Det er dyrere at købe en LED-pære, men med en levetid på 15.000-25.000 timer og et strømforbrug, der er 4-5 gange mindre end for eksempel halogenpærens, kan det godt betale sig at skifte til LED. Ifølge Sparenergi.dk kan man spare 80 kr. pr. pære om året, hvis man skifter én 60 watts halogenpære ud med en LED-pære med energimærke A+.
Følg dit forbrug
Husk at du som kunde hos Energi Fyn, kan du følge dit forbrug med vores app og på mit.energifyn.dk. Det giver dig mulighed for at se, hvor meget strøm du bruger i din bolig og sammenligne dit forbrug med gennemsnitsforbruget i husstande af samme størrelse.