Lås elprisen fast og få store besparelser
Navigation Søgning

Lås elprisen fast og få store besparelser

28. september 2015

Lige nu er elpriserne historisk lave. Derfor kan det være en god idé for både private og virksomheder at se nærmere på muligheden for at fastlåse elprisen. For der kan være mange penge at spare.

En mild vinter og en våd og blæsende sommer betyder, at elprisen netop nu er den laveste, siden Danmark tilsluttede sig den skandinaviske energibørs Nord Pool Spot i 2000.

- Årsagen til den historisk lave pris er i høj grad vejret. Vandreservoirerne hos de norske vandkraftværker er fyldte efter en mild vinter og en regnfuld sommer, og vindmøllerne har produceret langt mere strøm end normalt om sommeren, fortæller Ane Rask, elhandelschef hos Energi Fyn.

Energi Fyns anbefaling til både private og virksomheder er at se nærmere på mulighederne for at låse deres elpris fast.

- Vi kan af gode grunde ikke sige noget om, hvordan prisen vil udvikle sig i fremtiden, men netop nu er den historisk lav, så vi anbefaler både private og virksomheder at se nærmere på mulighederne for at låse deres elpris fast, siger Ane Rask.

Især virksomheder kan spare mange penge ved at låse prisen fast på en to- eller treårig kontrakt.

- Det betaler sig for virksomheder at få fuldkontrol over deres elforbrug. Der er ofte store besparelser at hente ved at vælge det rigtige elprodukt i kombination med rådgivning om energibesparelser, slutter Ane Rask.