Aftalen, der betyder, at 1.350 husstande i og omkring Tommerup Stationsby fra 1. december 2020 får mulighed for at få fibernet og Waoo TV fra Energi Fyn, bliver indgået efter en afstemning ved foreningens generalforsamling mandag aften. Mødelokalet var fyldt til bristepunktet, da op mod 225 personer mødte op for at deltage.
I valget mellem to udbydere stemte 90 procent af de 155 stemmeberettigede for, at Tommerup Station Antenneforening indgår en aftale med Energi Fyn.
- Vi er virkelig glade for indholdet af aftalen og det klare resultat af afstemningen. Det betyder, at vi snart kan tilbyde vores nuværende og kommende medlemmer stabilt og hurtigt internet og attraktive TV-pakker via fibernet. Vi ser aftalen med Energi Fyn som en løftestang til udvikling af Tommerup Stationsby. Vi kan nu udvide vores dækningsområde med yderligere 400 husstande og desuden skabe meget bedre rammer for bosætning og erhvervsvirksomheder i området, siger formanden for antenneforeningen, Kent Meistrup Hansen.
Hidtil har mange i området kæmpet med en ustabil og langsom internetforbindelse. Aftalen mellem Energi Fyn og Tommerup Station Antenneforening betyder, at beboerne i området kan se frem til at få en stabil og hurtig internetforbindelse.
Adgang til lynhurtigt fibernet og flere TV-pakker
Aftalen, som Energi Fyn og Tommerup Station Antenneforening nu indgår, er en foreningsaftale. Det betyder, at foreningens medlemmer både får adgang til lynhurtigt fiberbredbånd og en række forskellige TV-pakker.
- Vi er glade for, at vi inden længe kan tilbyde en fremtidssikret og fleksibel løsning til medlemmerne i Tommerup Station Antenneforening. Foreningen er meget fremsynet og får en aftale, der betyder, at såvel medlemmerne i foreningen som husstande uden for foreningens nuværende dækningsområde får etableret fibernet og dermed får adgang til stabilt og hurtigt internet og mulighed for at vælge mellem forskellige TV-pakker til favorable priser. Samtidig er foreningen med til at sikre gode betingelser for erhvervslivet i området, fortæller Carsten Nedergaard Hansen, bredbåndsdirektør hos Energi Fyn.
Samarbejde med ti fynske antenneforeninger
Tommerup Station Antenneforening er den tiende antenneforening, som Energi Fyn indgår aftale med.
- Det er med til at bekræfte, at Energi Fyn og antenneforeningerne i samarbejde kan give de bedste betingelser for digitale fremtidsmuligheder i lokalområderne. Fibernet giver gode betingelser for udvikling, bosætning og erhvervsudvikling i et lokalområde, siger Carsten Nedergaard Hansen.
Arbejdet med at udrulle fibernet går i gang i starten af 2020. Forventningen er, at udrulningen og etableringen hos alle foreningens medlemmer er på plads senest den 1. december 2020, når antenneforeningens nuværende aftale udløber.
Tilslutning, gravning og installation af fibernettet vil være uden omkostninger for den enkelte husstand, der er medlem af antenneforeningen. Ønsker man at blive medlem af antenneforeningen og blive tilsluttet fibernet, vil etableringsprisen være 995,- kroner. Dette kræver dog, at man tilkøber et internetprodukt eller en TV-pakke igennem antenneforeningen.