Takket være Energi Fyns to fonde kan Cykling uden alder se frem til at få 30 nye batterier til deres elcykler, Assens Petanqueklub kan genopføre deres bålhytte og FitforKids kan igangsætte en omfattende indsats overfor overvægtige børn.
De tre projekter har sammen med 20 andre projekter modtaget midler fra Energi Fyns to fonde, der i år samlet uddeler mere 2,5 million kroner.
- Igen i år støtter vores to fonde en lang række spændende projekter på Fyn. De spænder vidt, men projekterne har alle det til fælles, at de medvirker til at skabe glæde og udvikling til gavn for Fyn og fynboerne. Og det er der i høj grad brug for i en krisetid, som den vi befinder os i netop nu, fortæller Bent Agerholm, adm. direktør hos Energi Fyn og fondsadministrator.
Mange gode ideer
Energi Fyns to fonde blev stiftet i 2005 med det formål at medvirke til at udvikle Fyn. Siden da har fondene hjulpet mange spændende projekter rundt om på Fyn.
- Som fynboernes energiselskab betyder det meget for os, at vi med vores fonde kan støtte projekter til gavn for fynboerne og udviklingen på Fyn. Fyn bobler af gode ideer, gejst og engagement. Vi er glade for, at vi igen i år kan bidrage til, at ideer og projekter bliver ført ud i livet, siger Bent Agerholm.
De mange projekter, som fondene har støttet gennem årene, er meget forskellige, men har alle det til fælles, at de har medvirket til at skabe glæde, gavn og udvikling for Fyn og fynboerne.
Energi Fyns Almene Fond har gennem årene støttet mange lokale initiativer og har blandt andet bidraget til udviklingen af det frivillige forenings- og kulturliv på Fyn og understøttet de frivilliges indsats i lokalområderne.
Energi Fyns Udviklingsfond har støttet mange lokale virksomheder og forskningsprojekter og har bidraget til den fynske energi- og elektrotekniske udvikling.
Om Energi Fyns fonde
Siden etableringen i 2005 har Energi Fyns Almene Fond og Energi Fyns Udviklingsfond støttet mere end 220 projekter.
Energi Fyns Almene Fond støtter kulturelle, turistmæssige og sundhedsmæssige formål, der har offentlighedens interesse, og som appellerer til og nydes af et stort publikum.
Fonden uddeler i 2020 i alt 1.497.455,00 kroner til 19 forskellige projekter.
Energi Fyns Udviklingsfond støtter flere udviklingsprojekter inden for energiudvikling og elektrotekniske/tekniske løsninger med henblik på at fremme udviklingsmiljøet inden for området.
Fonden uddeler i 2020 i alt 1.004.000 kroner til 4 projekter.
Læs mere om årets fondsmodtagere