Energi Fyn - Nyheder
Navigation Søgning

Kunsten at koge et æg - Energirigtigt

19. juni 2013

Følg klummen fra Fyens Stiftstidende, hvor Energi Fyns forretningsudviklingschef Tommy Lykkegaard deler ud af energirigtige råd.

Bragt i Fyens Stiftstidende søndag den 16. juni - ekstratillæget Base side 6

For 25 år siden blev jeg ansat i elforsyningen og begyndte at arbejde med elbesparelser. Der var særligt fokus på husholdningernes elforbrug og den energirigtige måde at bage, stege frikadeller og koge kartofler på. Særligt ét råd har fulgt mig siden dengang - kogning af æg på den energibesparende måde.

Mange koger æg på den måde, at de fylder en gryde med vand, bringer det i kog og kommer æggene i vandet i en afmålt tid. Men det er en meget energifråsende måde at gøre det på. For man kan koge æg med ganske lidt vand i en gryde med tætsluttende låg.

Den energirigtige opskrift på kogning af 4 blødkogte æg:
Prik 4 æg, og kom æggene i en mindre gryde sammen med 1/2 dl vand. Vandet bringes i kog med låg på gryden. Når det koger godt, slukkes for gryden, som bliver på kogepladen. Efter cirka 4½ minut er æggene kogte. Husk at låget skal være tæt. Hvis kogepladen ikke har eftervarme (induktion og gas) fungerer metoden ikke.
Jeg har gjort dette i 25 år, og det virker hver gang. Energibesparelsen per æggekogning er cirka på 0,3 kWh , hvilket svarer til 60 øre. Det er til at overse, men mange bække små..

Man kan naturligvis også bruge en æggekoger - den fungerer efter samme princip. Princippet med lidt vand kan også bruges til kogning af grønsager som kartofler, men der kan man ikke klare sig med eftervarmen alene.

Og så et lille husråd til sidst:
Når man tager et æg ud fra køleskabet og er i tvivl, om det er kogt eller råt, findes der et lille trick. Læg ægget på bordet og snur det rundt. Hvis ægget snurrer hurtigt, er det kogt. Hvis det snurrer langsomt, er det råt.
Jeg gav engang min datter et råt æg med i skole, og det var ikke populært. Da kendte jeg endnu ikke dette trick.

Der er flere henvisninger til gode energispareråd på www.energifyn.dk.