Nyheder - Energi Fyn
Navigation Søgning

Bold og begejstring til Energi Fyn Cup

27. september 2013

På søndag er det tid til den tilbagevendende Energi Fyn Cup, hvor mere end 300 drenge og piger spiller små kampe på Odense Stadion.

På søndag er det tid til den tilbagevendende Energi Fyn Cup. Mere end 300 forventningsfulde drenge og piger fra Øens Hold klubberne vil få en oplevelse for livet, når de træder ind på det stadion, som normalt kun OB's superligaspillere betræder.

24 drengehold og otte pigehold er med i efterårets udgave af Energi Fyn Cup. Der bliver spillet bold fra 15.45 til 17.45, hvor oplevelsen for børn, forældre og trænere er i centrum. Det betyder, at der ikke tælles point, og der kåres ikke en vinder.

Oplevelsen bliver ikke mindre af, at de 320 spillere i pausen af Superligakampen mellem OB og FC Midtjylland løber en æresrunde foran et begejstret fynsk publikum.

Billetter til kampen mellem OB og FC Midtjylland giver også adgang til Energi Fyn Cup, så der er dermed rigtig god grund til at tage lidt tidligere afsted til kampen, så man også kommer til at opleve den helt særlige stemning, som altid kendetegner Energi Fyn Cup.