Energi Fyn -Nyheder
Navigation Søgning

En sparepære er den sikreste løsning

6. marts 2014

Elforbruget per pære falder, når glødepærerne forsvinder fra de fynske boliger. Men vi bruger stadig lige meget strøm.

Glødepærerne er blevet udfaset, og selvom nogle af os stadig har glødepærer i lamperne derhjemme, er der ikke længere mulighed for at købe dem. I stedet skal vi bruge LED, halogen eller A-pærer, der alle bruger mindre strøm end de gamle glødepærer.

- Det er klart, at strømforbruget  på belysning er faldet. Og generelt er elforbruget per husstand ikke steget. Men det er ikke kun pærerne, der er blevet mere energieffektive. Det er mange apparater også, siger Tommy Lykkegaard, forretningsudviklingschef hos Energi Fyn.

Samtidig går udviklingen også mod, at vi får mange flere apparater, der bruger strøm. Antallet af fladskærme, iPads, og computere stiger i husstandene.

- Når elforbruget ikke er steget samtidig med, at vi får flere apparater, betyder det, at apparaterne er blevet mere effektive, siger Tommy Lykkegaard.

Også antallet af lyskilder stiger. Man får mere hyggebelysning, og så er der også en tendens til at lade lyset brænde, når man ikke bruger det. For eksempel med en præventiv effekt mod tyveri, mener Tommy Lykkegaard.

 Det kan man da også bedre, for  brugen af den nye slags pærer er langt fra ligeså dyrt som glødepærerne.

- Jeg plejer at sige, at en energisparepære er den mest sikre investering, siger Tommy Lykkegaard, der har  regnet ud, at man sparer 100 kroner om året ved at skifte en 60 watt glødepære med en 15 watt sparepære.

Klik på billedet og læs artiklen i pdf-format.