Er sænkning af rumtemperaturen om natten energibesparende?
Svaret afhænger blandt andet af bygningens varmetab og varmekapacitet, temperaturforskellen mellem inde- og udetemperatur, samt hvor længe der skal være slukket for varmen. Så der er ikke et enkelt svar på dette spørgsmål.
Natsænkning kan være en energibesparende foranstaltning hovedsagligt i andre bygninger end boliger. Nye bygninger med veldefineret brugstid eksempelvis kontorer, butikker, daginstitutioner og skoler skal forsynes med en tidsstyring, der automatisk standser eller reducerer opvarmningen uden for brugstiden. Det giver også mening, for der vil være lange perioder (weekender, ferier og den slags) hvor bygningerne ikke anvendes. I boliger er billedet lidt mere speget.
Nogle gode råd er:
- Hold en temperatur på cirka 21 grader i husets opholdsrum. Det giver den bedste balance mellem komfort og varmeforbrug.
- Hold en lavere temperatur i soveværelse og rum, hvor du kun opholder dig i kort tid. For eksempel 18 grader.
- Hvis du installerer et dag/natsænkningssystem, der om natten sænker temperaturen i boligen med fire-fem grader, kan du spare 10 til 15 procent på energiforbruget. Temperaturen bør dog ikke sænkes til under 16 grader, for så går besparelsen tabt ved genopvarmning, og der kan nemt opstå fugtskader
- Luk ikke helt for varmen i rum, du ikke bruger, men indstil altid temperaturen på mindst 10 grader. Man kan sænke temperaturen til 10 grader, da rummet ikke tilføres fugt fra personer i modsætning til rum, der bruges.
- Luft ud to gange om dagen året rundt. Åbn vinduer og/eller yderdøre i 5-10 minutter.
Hvis man har et sommerhus og kører med lidt varme på for at holde det frostfrit, kan man med fordel holde øje med energiforbruget på elmåleren over internettet eller med en app til din smartphone. Hvis forbruget bliver for højt, eller hvis det helt bortfalder, kan man få en sms tilsendt. Energi Fyn har for eksempel sådan en app.
