CLEVERs nye 22 kW hurtiglade-stander står ved Energi Fyns hovedkontor på Sanderumvej 16 i Odense.
Med hurtiglade-standeren kan man lade to elbiler ad gangen, og den passer til alle moderne elbiler – også de nye modeller som Renault ZOE, Tesla Model S, Volkswagens e-up! og BMW i3. Det betyder, at alle elbiler nu kan få et skud ny energi i Odense.
En del af et landsdækkende netværk
CLEVER står bag Danmarks største landsdækkende ladenetværk af hurtiglade-standere til elbiler. Ladenetværket består af både 50 kW hurtiglade-stationer og 22 kW hurtiglade-standere, og der bliver i øjeblikket hyppigt etableret nye standere rundt omkring i Danmark.
- Med åbningen af den nye hurtiglade-stander i Odense bliver CLEVERs ladenetværk endnu mere fintmasket til glæde for landets elbilister. Samtidig har vi nu mulighed for at levere hurtig opladning til alle elbiler på markedet – både de nuværende modeller, men også de mange nye spændende modeller, der er på vej, siger Lars Bording, adm. direktør i CLEVER.
Hos Energi Fyn, der er et af de fem store energiselskaber, der ejer CLEVER, vil man gerne gøre en ekstra indsats for at sætte fokus på bæredygtig energiforsyning.
-Vi vil gerne bidrage til, at flere danskere vælger elbilen. Hos Energi Fyn tror vi nemlig, at langt flere danskere vil køre i elbiler fremover, og at de ladeløsninger, som CLEVER tilbyder, er løsninger, som vi alle i vid udstrækning vil komme til at bruge i fremtiden, når vi skal lade vores biler op, udtaler Tommy Lykkegaard, forretningsudviklingschef hos Energi Fyn.