Nyheder - Energi Fyn
Navigation Søgning

Rekordstor søgning til Energi Fyns fonde

30. april 2014

Energi Fyns Almene Fond og Energi Fyns Udviklingsfond modtog intet mindre end 238 ansøgninger i 2014 og kan igen i år uddele midler til en række spændende projekter på Fyn.

Med 238 ansøgninger er Energi Fyns to fonde anno 2014 populære som aldrig før. Og variationen i de projekter, der har søgt om fondsmidler, har atter været stor. Ansøgningerne spænder således lige fra forskning i nye typer vindmøller til samtalegrupper for unge. 

Energi Fyns Almene Fond og Energi Fyns Udviklingsfond må dermed siges at være i fynboernes bevidsthed, uanset hvad de mange gode projekter omhandler, og netop bredden i ansøgningerne er noget, der glæder Bent Agerholm, koncernchef i Energi Fyn og fondsadministrator i de to fonde. 

- Den fynske idérigdom er stor, når der tænkes i nye projekter til gavn for Fyn og fynboerne. Det er glædeligt, at fondene på den måde er i folks bevidsthed år efter år, og at det er Energi Fyn, mange tænker på, når der søges om midler til realisering af gode idéer. For at komme i betragtning skal projekterne være med til at udvikle Fyn, og det skinner rigtig godt igennem i ansøgningerne, siger Bent Agerholm. 

Uddelingen af fondsmidlerne fandt sted ved et uformelt arrangement hos Energi Fyn onsdag den 30. april. Traditionen tro var det Årets Fynbo, der overrakte midlerne. Således også i år, hvor direktør Palle Skov Jensen, en af hovedkræfterne bag H.C. Andersen Festivals, stod for uddelingen.
Fondsmidlerne blev fordelt med 3 modtagere i Energi Fyns Udviklingsfond og 13 modtagere i Energi Fyns Almene Fond. Samlet set blev der uddelt knap 1,8 mio. kr. 

Se hvem der har modtaget fondsmidlermidler i 2014 her.