Energivenlig tøjvask
Navigation Søgning

Energivenlig tøjvask

11. maj 2015

Tøjvask er en vaskeægte strømsluger i de private husholdninger. Hele 20 procent af strømforbruget i en gennemsnitlig husstand bliver nemlig brugt på tøjvask. Her kommer et par fif til, hvordan du kan spare på energien, når du vasker dit tøj.

Vask ved lavere temperaturer
Hvis du halverer vasketemperaturen fra for eksempel 60 grader til 30 grader, kan du spare 55 procent af strømmen. Det meste tøj kan sagtens blive rent ved 20 grader eller mindre. Du skal blot huske at bruge et vaskepulver, der er beregnet til at vaske ved lavere temperaturer. Sundhedsstyrelsen anbefaler dog, at undertøj, linned, håndklæder, viskestykker, karklude og lignende vaskes ved 60 grader.

Fyld maskinen helt op
Din vaskemaskine er passende fyldt, når du uden at presse tøjet sammen kan have din knyttede næve i tomrummet over tøjet. Køb en vaskemaskine, som har en størrelse, der passer til dit behov.

Vælg et kort program
Tøjet bliver rent på et kort program, medmindre dit tøj er meget beskidt. Vælg normalvask eller strygeletprogrammet. Finvaskprogrammet har en høj vandstand, og bruger derfor mere vand end normal- og strygeletprogrammerne, der har en lav vandstand. Spring forvasken over. Den er kun nødvendig, hvis tøjet er meget beskidt.

Undgå at bruge skyllemiddel
Skyllemiddel skader miljøet og er unødvendigt, med mindre du har problemer med statisk elektricitet i syntetisk tøj.

Vask kun tøjet, når det er beskidt
Hvis du kun vasker, når tøjet er beskidt, kan du spare én eller flere vaske om ugen. Vasker du for eksempel to gange mindre om ugen på 60 grader, kan du sparer omkring 200 kroner og 36 kg CO2 om året. Tit er det nok at hænge sit tøj til luftning i stedet for at vaske det, så sparer du en vask og slider ikke på tøjet.

Tør dit tøj på tørresnoren
Ifølge www.sparenergi.dk koster det omkring 6 kroner, hver gang du tørrer dit tøj i en A-mærket tørretumbler og 2 kroner, hvis du har en A+++ tørretumbler. Der er derfor mange penge at spare, hvis du bruger tørresnoren, når det er muligt.

Brug tørretumbleren rigtigt
Centrifuger tøjet kraftigt, hvis det skal tørres i tørretumbleren bagefter. Det koster langt mindre el at lade vaskemaskinen centrifugere vandet ud af tøjet. Undgå at overfylde tørretumbleren. For meget tøj forlænger tørretiden og giver et højere forbrug. Vend dig til at rense fnugfilteret før eller efter hver tørretumbling. Den varme luft har svært ved at slippe igennem, hvis filteret er dækket med fnug. Det betyder, at der skal produceres mere varm luft for at tørre tøjet.

Undgå at din vaskemaskine kommer til lugte
Hvis du blot en gang om måneden vasker ved mindst 80 grader og husker at lade lågen til vaskemaskinen stå åben efter vask, undgår du bakterievækst i vaskemaskinen, og at den kommer til at lugte dårligt.