Sparekunst i køkkenet
Navigation Søgning

Sparekunst i køkkenet

13. april 2015

I en typisk husstand fylder strømforbruget i køkkenet en fjerdedel af husholdningens elregning - Men følger du disse gode råd, kan du nemt nedsætte elforbruget i dit køkken.

Mange af de ting, som vi laver i vores køkken, er nødvendige, men med lidt omtanke og ændrede vaner kan du let spare penge og give miljøet en tiltrængt hånd. Og i mange tilfælde kan du endda spare tid ved at gøre tingene lidt mere rationelt.

Her kommer en række fif til, hvordan du kan spare på strømmen i dit køkken:

Læg låg på gryden, når du laver mad på komfuret.
Glemmer du låget, skal der bruges tre gange så meget strøm. Når du koger kartofler, behøver du kun at bruge en-tre deciliter vand, og æg kan du koge med kun en halv decilieter vand. Det lyder ikke af meget, men den er god nok. Du kan spare 30 procent strøm ved at koge kartofler med lidt vand i stedet for på den traditionelle metode, hvor kartoflerne er helt dækkede. Du sparer penge på både vand og elregningen, det går hurtigere, og emhætten behøver ikke at komme på overarbejde.

Der er også energi at spare ved at stille din gryde med kogende indhold i sengen pakket ind i en dyne. Så holdes temperaturen længe lige under kogepunktet, og maden tilberedes uden behov for omrøring. Det er især velegnet til risengrød og kødretter med lang kogetid.

Det kan godt betale sig at bruge en mikrobølgeovn til at varme gårsdagens rester op. Bruger du mikrobølgeovnen frem for ovnen, kan du spare op til 70 procent, hvis der er tale om små portioner. Og husk at du kan lave alt fra bacon til havregrød i mikrobølgeovnen.

Det er generelt en god idé at tilberede mad i en gryde på en kogeplade i stedet for i ovnen, når det er muligt. Når du tilbereder mad i ovnen, bruger du op til 70 procent mere strøm, i forhold til når du tilbereder mad i en gryde. Ved at udnytte ovnen lidt mere fornuftigt, kan du nemt spare 10-25 procent på strømforbruget.

Vent med at tænde ovnen til du sætter maden ind. Selv om mange opskrifter skriver, at ovnen skal være forvarmet, så er det ikke nødvendigt. Sæt maden i en kold ovn og tænd derefter for den. Når den tilberedningstid, som står i opskriften, er gået, slukker du for ovnen og lader maden stå yderligere 5-10 minutter i ovnen. På den måde udnytter du både for-og eftervarmen.

Du kan sagtens tilberede flere retter på én gang. De forskellige retter tager ikke smag af hinanden, og det tager kun lidt længere tid at tilberede to til tre retter i forhold til én. Dermed skal ovnen ikke være tændt unødvendigt i flere timer i træk.

Du kan med fordel optø frossent kød, supper og andre retter i køleskabet. Så afgiver frostvarerne kulde til køleskabet, og du sparer tid og energi til tilberedningen.

Hold øje med temperaturen i dit køleskab. For hver grad du sænker temperaturen, stiger forbruget med fem procent. Det er vigtigt, at du jævnligt tager køleskabet ud og støver køleribberne på køleskabet af. Når de er støvede, bruger køleskabet op mod 30 procent mere strøm. Og så er det en god idé at holde øje med gummilisterne i køleskabet. Du kan tjekke, om de lukker tæt ved at sætte et stykke papir i klemme i døren. Falder det ud, er døren utæt.

Omregnet til kroner og øre er det ikke et kæmpestort beløb, du sparer ved de enkelte justeringer, men mange bække små gør en stor å, og det er de gode vaner tilsammen, der er en gevinst for både miljøet og din pengepung.