For at få et godt indeklima er det vigtigt at lufte ud med gennemtræk 2-3 gange om dagen i 5-10 minutter. Lad ikke bare et enkelt vindue stå på klem i flere timer. Det vil afkøle vægge og andre overflader, og så kræver det langt mere tid og energi at få temperaturen op igen. Kolde vægge kan give kondens og føre til skimmelsvamp. Det er billigere og langt bedre for indeklimaet at have en jævn varme på 20-22 grader i hele huset.
Du bør kun have åbne vinduer hele dagen, når det er mere en 17 grader udendørs. Du kan godt natsænke temperaturen i dit soveværelse uden risiko for skimmelsvamp, så længe du hæver temperaturen igen, når du står op om morgenen. Det er også ok at åbne vinduet om natten, men når du sover med åbent vindue, køler du ikke kun luften men også overfladerne i rummet ned, og derfor er det vigtigt, at du varmer rummet op igen i løbet af dagen. Det en god idé at holde cirka 10 cm afstand fra for eksempel seng og skabe til ydrevægge. På den måde kan frisk luft komme ind til væggen og mindske risikoen for skimmelsvamp.
Er du væk i mere end otte timer i træk, kan du med fordel skrue varmen ned på 17-18 grader. Hvis du er væk flere dage, kan du skrue ned på cirka 12 grader, hvis du har det ok med at komme hjem til et koldt hjem. Men sørg for at temperaturen ikke kommer under 12 grader.
Har du kælder, er det vigtigt kun at lufte ud om vinteren. Hvis du lufter ud om sommeren, lukker du varm og fugtig luft ind. Om sommeren kan du med fordel benytte en affugter for at modvirke og forebygge fugt. Det gælder også i vaske- og tørrekældere.
Bor du i et tæt hus uden ventilationsanlæg, kan du med fordel investere i et anlæg med varmegenvinding. Det betyder, at varmen fra luften, der suges ud, overføres til luften, der blæses ind. Det kan spare dig for 3.000-4.000 kr. om året på grund af færre udgifter til opvarmning. Huske at du kan søge om tilskud hos Energi Fyn og Fjernvarme Fyn, hvis du overvejer at investere i ventilation med varmegenvinding eller foretage andre energibesparende projekter.
Gode råd til adfærd der forbedrer dit indeklima:
• Luft ud to til tre gange om dagen i fem til ti minutter.
• Gennemtræk er vigtigt.
• Undgå at tørre tøj indendørs.
• Brug emhætte under madlavning.
• Luft ud når du har været i bad, lavet mad og gjort rent med vand.
• Slå dynen op over sengen, når du lufter ud.
• Sluk lys og elektrisk udstyr, når det ikke bruges.
• Tjek at boligens automatik for varme, lys og ventilation er indstillet korrekt.
