Energi Fyns køb af elselskaber er nu en realitet
Navigation Søgning

Energi Fyns køb af elselskaber er nu en realitet

1. april 2016

Energi Fyns køb af de to kommunalt ejede elselskaber - netselskabet FFV El A/S og elhandelsselskabet FFV Energi A/S nu en realitet.

I slutningen af 2015 indgik Energi Fyn aftale med FFV Energi & Miljø A/S om køb af de to kommunalt ejede elselskaber - netselskabet FFV El A/S og elhandelsselskabet FFV Energi A/S. Aftalen, som i januar 2016 blev godkendt af en enig kommunalbestyrelse i Faaborg-Midtfyn Kommune, er nu også blevet formelt godkendt af Energistyrelsen, idet Energi Fyn har modtaget bevilling til fremadrettet at drive elnettet i Faaborg og omegn. Med Energistyrelsens godkendelse af bevillingsoverdragelsen er Energi Fyns samlede køb af de to elselskaber således nu en realitet.

På baggrund af Energistyrelsens godkendelse har FFV Energi & Miljø og Energi Fyn den 31. marts 2016 afholdt closing, hvor de formelle forhold omkring købet blev endeligt håndteret.

Der er i dag også budt velkommen til 13 nye medarbejdere fra FFV El A/S og FFV Energi A/S, som herefter vil have Energi Fyn som deres nye arbejdsgiver.

Med Energistyrelsens godkendelse vil Energi Fyn fremadrettet distribuere strøm til yderligere 14.500 forbrugere i Faaborg og omegn. Energi Fyn er som et andelsejet energiselskab i dag ejet af 175.000 andelshavere, og med det nye forsyningsområde dækker Energi Fyn nu mere end 3/4 dele af Fyn. Elnettet i Faaborg fortsætter på nuværende tidspunkt under et selvstændigt selskab, men ændrer navn fra FFV El A/S til Energi Fyn Faaborg Net A/S.

På samme måde som elnettet med Energistyrelsens godkendelse nu formelt er en del af Energi Fyn-koncernen, vil også de kunder, som i dag køber deres strøm hos FFV Energi A/S, automatisk overgå til at få denne leveret fra Energi Fyn. FFV Energi A/S vil som led i den gennemførte closing ændre navn til Energi Fyn Faaborg Handel A/S.