I løbet af de næste seks måneder vil 362 husstande i Gestelev, Heden og Vantinge blive tilsluttet fibernet fra Energi Fyn. Hos Karl Peter Warming, der netop er blevet tilsluttet fibernettet, er der stor begejstring.
- Jeg blev tilsluttet fibernettet i mandags, og det fungerer rigtig godt. Jeg arbejder hjemmefra 1-2 dage om ugen, da jeg er ansat i en århusiansk entreprenørvirksomhed. Jeg er derfor afhængig af et stabilt og hurtigt internet, så jeg kan sende og modtage store filer og deltage i videokonferencer, fortæller Karl Peter Warming.
Fibernet takket være lokale ildsjæle
Karl Peter Warming, der er formand for lokalrådet i Gestelev, Heden og Vantinge, er en af de lokale ildsjæle, som har gjort en stor indsats for at sikre lokal opbakning til etableringen af fibernettet.
- Michael Kørschen tog initiativ til at igangsætte projektet med at få udrullet fibernet i området, og sammen samlede vi er en gruppe på 15-20 personer. Vi har brugt en masse tid på at fortælle vores naboer om fordelene ved fibernet. Vi har været i kontakt med alle husstande i området, og vi har holdt informationsmøder i forsamlingshuset. Vi har blandt andet fokuseret på, hvor vigtigt fibernet er for et lille lokalområde som vores, og hvor stor betydning det kan have, hvis man står overfor at skulle sælge sit hus, fortæller Karl Peter Warming.
Samarbejdet med lokale ildsjæle er vigtigt
Samarbejdet med lokale ildsjæle er afgørende, når Energi Fyn skal udrulle fibernet i mindre områder som Gestelev, Heden og Vantinge.
- Fremgangsmåden i området har været den helt rigtige. Det er helt klart det bedste, når vi kan samarbejde med lokale ildsjæle, som gerne vil have fibernet. Det gør hele processen meget nemmere. Vi oplever ofte, at mindre områder, der går sammen, har lettere ved at opnå tilstrækkelig tilslutning. Det betyder, at vi kan udrulle fibernet i områder, hvor det ellers ikke ville være rentabelt for os, forklarer Carsten Hansen, bredbåndsdirektør hos Energi Fyn.
Energi Fyn vil gerne investere i fibernet til andelshaverne, hvis andelshaverne også ønsker det. Da der er tale om store investeringer, er det derfor nødvendigt, at der gøres en indsats for at få forhåndstilmeldinger i et område.
362 husstande ud af 559 har tilmeldt sig fibernet fra Energi Fyn. Energi Fyn påbegyndte udrulningen af fibernet i marts måned, og de første husstande er netop blevet tilsluttet. Energi Fyn forventer, at alle 362 husstande vil være tilsluttet i slutningen af november 2016.
Se hvordan du kan bidrage til, at der kommer fibernet til dit lokalområde