Pressemeddelelser - Energi Fyn
Navigation Søgning

Energi Fyn er på forkant med fjernaflæste elmålere

19. september 2013

Det er fra politisk side besluttet, at alle danske hjem skal have en fjernaflæst elmåler inden 2020. Energi Fyn er på forkant med denne beslutning, da selskabets andelshavere allerede har fået opsat målerne og dermed har mulighed for at følge elforbruget på tæt hold.

Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard har netop meddelt, at alle danske hjem skal have en fjernaflæst elmåler inden 2020. Erfaringer viser, at fjernaflæste målere kan medføre, at elforbrugerne skærer to procent af elregningen. Danskerne vil således høste en kontant gevinst ved at få mulighed for at følge deres elforbrug med den nye teknologi. Potentialet for samtlige danske husstande er op imod 390 mio. kr. om året, hedder det fra brancheorganisationen Dansk Energi.

Elforbrug kan flyttes til billige perioder
Energi Fyn, som leverer el til 2/3 del af Fyn, har allerede opsat fjernaflæste elmålere hos selskabets 175.000 andelshavere. Her er man godt tilfreds med den nye politiske beslutning, da målerne spiller en vigtig rolle i fremtidens intelligente energisystem. Beslutningen giver på sigt nye muligheder for timeaflæsning, hvor kunderne kan flytte elforbrug fra dyre til billige perioder - eksempelvis ved at vente til sent på aftenen med at starte vaskemaskinen.

- Opsætningen af fjernaflæste målere i vores forsyningsområde er sket som en del af vores mission om at deltage aktivt i den grønne omstilling, og det er samtidig et udtryk for, at vi ønsker at give den bedste service til vores kunder, siger Ole Toft Frederiksen, teknisk direktør i Energi Fyn.

- Med ministerens beslutning kan vi i branchen begynde at forberede elnettet til, at forbrugerne skal spille en mere aktiv rolle, og beslutningen går også rigtig godt i spænd med den danske udbygning af vindenergien. Det her er startskuddet til, at vi får maksimal værdi ud af vores energi, forklarer Ole Toft Frederiksen.

Forbrug kan følges online
Da Energi Fyn har opsat fjernaflæste målere, får selskabets andelshavere allerede nu gevinsten. Målerne giver dem adgang til at følge elforbruget via internettet og via en app, som kan hentes til mobiltelefonen. Her kan andelshaverne få en indsigt i, hvordan husstandens elforbrug fordeler sig, og på den måde aktivt sætte ind med elbesparende tiltag. 

- Mere end 14.000 andelshavere har downloadet vores app, og det glæder os, at der er så stor en interesse for at følge sit elforbrug, da vi ved, at denne bevidsthed betyder besparelser for hver enkelt kunde, siger Ole Toft Frederiksen.


Se den udsendte pressemeddelelse her.