Pressemeddelelser - Energi Fyn
Navigation Søgning

Energi Fyn gør klar til Odenses byudvikling

21. juni 2013

Indvielsen af en ny transformerstation på Næsbyvej er med til at fremtidssikre elnettet i Odense.

En moderne letbane, et nyt stort indkøbscenter på slagterigrunden, og en massiv udvikling af nye aktiviteter og byggerier på Odense Havn.
Det er blot tre ud af en række store byudviklingsprojekter i Odense, som enten er godt i gang med at blive ført ud i livet eller som bliver det i de kommende år. Alle er de med til at sætte nye og højere krav til elforsyningen i Odense.
På den baggrund har Energi Fyn bygget en ny stor transformerstation ved Næsbyvej/Toldbodgade. Transformerstation gearer elnettet til det større elforbrug, der kommer fremadrettet med de mange nye byudviklingsprojekter.
- Letbanen, indkøbscenteret og havneudviklingen skønnes alene at skulle bruge 15 MW. Det giver en ekstra belastning i elnettet svarende til cirka 5.000 almindelige husstande. Det kræver naturligvis rettidig omhu, og derfor har vi valgt at investere i den store udbygning af elnettet i Odense, siger Ole Toft Frederiksen, teknisk direktør i Energi Fyn.

En del af et bæredygtigt energisystem
Den nye transformerstation er samtidig en vigtig brik i det overordnede danske energisystem.
- Regeringen og folketing har et mål om at erstatte fossile brændsler med el fra blandt andet vindenergi, men det er som bekendt svært at styre, hvornår det blæser. For Energi Fyn som elselskab betyder det store krav til udbygningen og driften af elsystemet. Vi skal populært sagt vende situationen på hovedet: Før tilpassede vi elproduktionen efter forbruget - i fremtiden skal vi indrette elforbruget efter produktionen. Transformerstationen er en del af den fremtidige energiløsning, idet den vil indgå som en del af det 60 kV net, som skal sikre den rigtige fordeling af strømmen i elnettet, fortæller Ole Toft Frederiksen.
Transformerstationen på Næsbyvej/Toldbodgade er idriftsat, og den blev officielt indviet torsdag den 20. juni 2013.


Fakta

Den nye transformerstation på Næsbyvej/Toldbodgade er en såkaldt 60/10 kV transformerstation.
Energi Fyn har 59 stk. 60/10 kV stationer i sit elnet.
Udbygningen med nye 60/10 kV stationer er en lidt ekstraordinær begivenhed. Sidst Energi Fyn byggede en ny af slagsen var i 1999.
På grund af de mange byudviklingsprojekter i Odense er yderligere to 60/10 kV stationer på tegnebrættet - ved henholdsvis Syddansk Universitet og Nyt OUH.

Yderligere oplysninger:
Ole Toft Frederiksen, teknisk direktør ved Energi Fyn, tlf. 63 17 25 00.