Pressemeddelelser - Energi Fyn
Navigation Søgning

750.000 kroner til fynsk foreningsliv

12. marts 2014

Energi Fyns elprodukt FynskSupportEl giver atter fynske klubber og foreninger en økonomisk saltvandsindsprøjtning. Som noget nyt kåres også "Årets ElSjæl" - en person som har gjort en helt særlig indsats for at skaffe midler til sin klub.

Penge til fodboldklubbens trøjer, gymnastikforeningens airtracks eller den lokale teatergruppes kommende turné.
Mangfoldigheden i det fynske foreningsliv er stor, men fælles for næsten 400 fynske klubber og foreninger er, at de kan glæde sig over at have modtaget penge fra Energi Fyn. Penge som den enkelte klub eller forening kan gå ud og investere i lige netop den ting eller de aktiviteter, den har lyst til.

De mange klubber og foreninger er med i sponsorordningen FynskSupportEl, hvor de samlet set tjente godt 750.000 kr. i 2013. Pengene er netop blevet udbetalt, og med så mange klubber i ordningen er der naturligvis stor forskel på, hvor meget den enkelte har tjent. De mest aktive klubber kan glæde sig over en check på mere end 30.000 kr., mens andre klubber kun lige er startet op.

- Klubberne har virkelig gjort det godt. Der er lokalt lagt en stor indsats og engagement i at udbrede FynskSupportEl blandt medlemmer, naboer, venner, familie og andre, der kunne tænkes at støtte op om klubbens aktiviteter gennem deres elforbrug, siger Ane Rask, elhandelschef hos Energi Fyn.

Ildsjæle kan blive "Årets ElSjæl"
Lokalt i klubberne er det typisk et par driftige ildsjæle, der har taget opgaven med at udbrede FynskSupportEl og som med deres indsats sikrer klubben et væsentligt økonomisk bidrag. Disse ildsjæle sætter Energi Fyn nu særligt fokus på med den nyindstiftede pris "Årets ElSjæl".

- Energi Fyn vil gerne anerkende de mange gode kræfter, som gør en stor frivillig indsats for at udbrede budskabet om FynskSupportEl i deres klub. Det er deres arbejde med at skaffe supportere til klubben, der sikrer, at midlerne bliver realiseret. Det er absolut "elsjæle", som gør en forskel og med deres indsats skaber ekstra muligheder for deres klub, siger Ane Rask.
Det er klubbernes bestyrelser, som kan indstille til Energi Fyns ElSjæl-pris. Det kan de, hvis de eksempelvis mener, at en klubperson har gjort en særlig ihærdig eller kreativ indsats for at skaffe supportere og dermed ekstra kroner til klubkassen.

Bestyrelser kan indstille kandidater til "Årets ElSjæl" frem til den 1. maj. Vinderen kåres primo juni af en jury, der blandt andet består af repræsentanter fra det fynske foreningsliv.

Læs den udsendte pressemeddelelse her.