Energi Fyn advarer mod el-sælgere - Pressemeddelelse - Energi Fyn
Navigation Søgning

Energi Fyn advarer mod el-sælgere

12. november 2014

Energi Fyn advarer mod el-sælgere, der siger, at de samarbejder med Energi Fyn og lokker kunderne til at skifte til dyrere eller dårligere aftaler.

Energi Fyn har igennem den seneste tid fået mange henvendelser fra kunder, som er blevet kontaktet af telefonsælgere fra andre elselskaber, der benytter sig af Energi Fyns navn og troværdighed og forsøger at sælge aftaler på el, som kan være svære at gennemskue.

- Vi har at utal af eksempler på, at Energi Fyns navn og troværdighed bliver brugt i kampen for at overtale kunderne til at skifte elselskab. Det sker blandt andet ved, at sælgerne giver udtryk for, at "de samarbejder med Energi Fyn", hvilket ikke er korrekt, siger elhandelschef Ane Rask fra Energi Fyn.

Uetiske salgsmetoder

Flere kunder har henvendt sig til Energi Fyn, fordi de undrer sig over, at Energi Fyn samarbejder med andre elselskaber, og de står tilbage med en følelse af at være blevet vildledt af disse sælgere. Ofte er kunden endt ud med en elaftale, der har vist sig at være dyrere end den, man havde hos Energi Fyn.

- Det er et frit marked, og vi hilser konkurrence velkommen. Men vi oplever, at vores kunder på uærlig vis bliver mødt med falske påstande af telefonsælgere fra blandt andet selskabet Gul Strøm. Vi vil gerne understrege, at Energi Fyn ikke videregiver telefonnumre og adresser til andre elselskaber. Vi samarbejder ikke med andre elselskaber omkring kundeforhold. Og Energi Fyn er ikke blevet overtaget af et andet elselskab, understreger Ane Rask.

- Energi Fyn er et forbrugerejet selskab, og vi samarbejder ikke med andre elselskaber om kundeforhold. Vi værner om den tillid, som kunderne viser os. Det kunne derfor aldrig falde os ind at udlevere oplysninger om kundeforhold til andre selskaber, siger Ane Rask.

Energi Fyn anbefaler, at man sætter sig grundigt ind i betingelserne og sammenligner både priser, bindingsperioder og abonnementsvilkår. Et andet godt råd er, at man beder om at få salgsmaterialet tilsendt, så man i ro og mag kan læse sine vilkår og betingelser igennem.

Hvis man er blevet kontaktet med et tilbud, eller overvejer at skifte elleverandør, er man altid velkommen til at kontakte Energi Fyn, så man kan få klarhed over, hvad der er rigtigt og forkert.


For yderlige oplysninger kan os kontaktes på telefon 70131900

Hent hele den udsendte pressemeddelelse her.