Pressemeddelelser - Energi Fyn
Navigation Søgning

Elkabler føres gennem centrum

14. maj 2014

Under Thomas B. Thriges Gade findes i dag hovedåren for Energi Fyns og FynsNets elkabler. Som følge af gadens lukning skal kablerne i stedet føres via en rute, som omfatter blandt andet gågaden. Ændringen medfører ingen strømafbrydelser, men kan som følge af gravearbejdet give mindre gener i centrum frem mod den 27. juni, hvor de nye kabler sættes i drift.

Lukningen af Thomas B. Thriges Gade medfører ikke kun ændrede trafikforhold for billisterne. En lang række forsyningsarter skal fremover finde nye underjordiske liggepladser. Det gælder også for en del af Energi Fyns og FynsNets elkabler, som indtil nu har gjort god brug af pladsen i jorden under byens store hovedgade.

- Thomas B. Thriges Gade huser i dag hovedforsyningen til Odense centrum, så det er en stor og vigtig strækning af elforsyningen, som vi nu går i gang med at omlægge, siger May-Britt Aaskov Jakobsen, projektchef i Energi Fyn.

Den nye strækning er to kilometer lang og løber fra Energi Fyns transformerstation på hjørnet af Næsbyvej/Toldbodgade frem til transformerstationen på Klosterbakken. Ruten går via Lerchesgade, under jernbanen, ned ad Jernbanegade, Ove Sprogøes Plads, Vestergade, Klaregade og Holsetorvet frem til Klosterbakken.

Mindre gener i bybilledet
Den store omlægning af de centrale forsyningsledninger kommer ikke til at betyde, at hverken butikker eller beboere på noget tidspunkt mister strømmen. Men omlægningen vil ikke kunne undgå at påvirke bybilledet i den kommende tid, hvor blandt andet kabeltromler vil tage plads. Der er dog valgt en etableringsform, som tager størst mulig hensyn til området.

- Normalt ville man grave jord op på hele den nye strækning, men her foretager vi en såkaldt styret underboring. Det betyder, at et rør bores frem med avanceret udstyr, og derfor er der kun behov for at grave få huller nogle strategiske steder på strækningen, hvorfra kablerne kan føres ned i røret. Det betyder, at færrest muligt bliver generet af arbejdet, fortæller May-Britt Aaskov Jakobsen.

Den store omlægning af elkabler er påbegyndt og vil være endelig tilvejebragt ved idriftsættelsen den 27. juni.


Yderligere informationer om projektet fås hos:
May-Britt Aaskov Jakobsen, projektchef i Energi Fyn, tlf. 63 17 25 50.