Energi Fyn investerer i vindmøller - pressemeddelelse
Navigation Søgning

Energi Fyn investerer i vindmøller

15. december 2014

Med opkøb af fem vindmøller sætter Energi Fyn turbo på en ambitiøs vindmøllestrategi, der skal bidrage til konkurrencedygtig grøn omstilling. Opkøbet skal sikre, at kundernes efterspørgsel efter grøn strøm opfyldes.

Energi Fyn har investeret i tre vindmøller på i alt knap 10 MW, der er en del af en vindmøllepark, som Jysk Vindenergi i tæt samarbejde med lokalområdet opstiller ved Østrup i Jammerbugt Kommune. Vindmølleparken kommer til at bestå af seks Vestas V112 vindmøller og vil producere strøm svarerende til cirka 17.000 husstandes årlige elforbrug.

Møllerne er købt som et nøglefærdigt projekt, hvilket betyder, at Energi Fyn overtager dem efter indkøring. Formodentligt medio 2015.

Koncerndirektør hos Energi Fyn, Bent Agerholm, glæder sig over, at Energi Fyns vindmøllestrategi nu bliver omsat i konkrete anlæg.

- Vindmøller er en central del af energiplanen i Danmark og et centralt virkemiddel til at nedsætte CO2-udslippet. Som energiselskab har vi et medansvar i forhold til den grønne omstilling, og jeg er glad for, at vi nu kan tilbyde vores kunder grøn vindmøllestrøm fra egne vindmøller, siger Bent Agerholm.

Der er gode vindforhold i det område, hvor vindmøllerne opstilles, og de vil give et stabilt afkast de næste mange år.

- Købet af de tre møller er uden tvivl en god investering, der vil komme de fynske andelshavere til gavn. Vi har valgt at samarbejde med Jysk Vindenergi, da de på mange måder har udviklet vindmølleprojektet i tråd med den måde, som vi udvikler og arbejder med projekter på, understreger Bent Agerholm.

Energi Fyn har indtil nu primært arbejdet på at udvikle vindmøller på Fyn og undersøger løbende forskellige muligheder for at opstille vindmøller på Fyn med det formål at bidrage til den grønne omstilling og sikre grøn strøm til de fynske kunder.

- Købet af vindmøllerne ved Østrup påvirker ikke vores engagement i udviklingen af nye vindmølleprojekter på Fyn, og jeg har stor tiltro til, at det blandt andet vil lykkes os at opstille vindmøller på Odense Havneterminal. Det er vigtigt, at Energi Fyn bidrager til den grønne omstilling, og vi kan tilbyde vores kunder grøn strøm fra egne vindmøller. Derfor har vi valgt at påbegynde fase to i vores strategi, og dermed investere i nye og eksisterende vindmøller både på og uden for Fyn, når et godt og solidt projekt dukker op, siger Bent Agerholm.

Ud over vindmøllerne ved Østrup har Energi Fyn opkøbt to mindre vindmøller ved henholdsvis Fraugdegaard og Indslev Tårup på Fyn.

Kontakt

Koncernchef hos Energi Fyn Bent Agerholm, telefon 63 17 19 00

Hent hele den udsendte pressemeddelelse her