Godt 900 husstande på Helnæs og i Brunshuse, Snave, Dreslette, Skovkrogen, Skovhaverne og Strærup kan se frem til at få adgang til højhastighedsinternet, efter at 64 procent af beboerne i området har tilmeldt sig Energi Fyns fibernetprojekt.
- Vi har modtaget det ønskede antal tilmeldinger til projektet og forventer at starte gravearbejdet i starten af november. Og allerede i starten af 2015 forventer vi, at de første husstande vil blive tilsluttet fibernettet, fortæller bredbåndsdirektør Carsten Hansen fra Energi Fyn.
De frivilliges fortjeneste
Det er i høj grad de lokale beboeres fortjeneste, at Energi Fyn udruller fibernet i området. En gruppe lokale ildsjæle tog kontakt til Energi Fyn i forhold til at få etableret fibernet. De lokale ildsjæle har de sidste måneder gjort et stort arbejde for at informere lokalsamfundet om mulighederne og fordelene i fibernetprojektet.
- Det betyder rigtig meget for lokalområdet, at det nu bliver muligt at få højhastighedsinternet. Det gør området langt mere attraktivt for tilflyttere. Og for mange beboere har det stor betydning i forhold til at få arbejds- og familieliv til at hænge sammen, fortæller en begejstret Peter Løvgren fra fibernetgruppen.
Glæde på borgmesterkontoret
Borgmester Søren Steen Andersen er begejstret over, at et stort antal borgere i Assens Kommune får adgang til højhastighedsinternet.
- Det har meget stor betydning for en kommune som Assens, at der er adgang til højhastighedsinternet. Det betyder, at flere borgere får mulighed for at arbejde fra deres bopæl, og det bliver langt mere attraktivt at flytte til området både for private personer og for virksomheder, siger borgmester Søren Steen Andersen.
Ifølge både ejendomsmæglere og en landsdækkende undersøgelse fra analyseinstituttet YouGov har Assens Kommune al mulig grund til at være glad for, at Energi Fyn gør det muligt for godt 900 husstande at få højhastighedsinternet. Undersøgelsen og ejendomsmæglernes erfaringer viser nemlig, at andelen af huskøbere, der fravælger et boligområde på grund af dårlig internetforbindelse, er stærkt stigende. Og især blandt den yngre del af befolkningen betyder internetforbindelsen meget i forbindelse med huskøb.
Energi Fyn forventer, at udrulningen af fibernet er gennemført i oktober 2015.