Support kan man ikke få nok af
Navigation Søgning

Support kan man ikke få nok af

9. oktober 2015

Støtte og opbakning er en vigtig del af livet, og for modtageren gør det en verden til forskel. Energi Fyn bevægede sig i toppen af supportskalaen, da vi gav nogle intetanende små fodbolddrenge deres livs oplevelse. Se filmen og oplev, hvad support kan betyde.

Support er vigtigt både mellem mennesker og i vores lokalsamfund. Det vil Energi Fyn gerne sætte fokus på og ikke mindst støtte op om. Derfor fik Otterup Bold- & Idrætsklub's U10 drenge uventet besøg af Energi Fyn, OB's superligahold og deres maskot Victor til en hyggelig eftermiddag med træning, kamp og masser af support. 

- Med filmen og budskabet "Support kan man ikke få nok af" vil vi gerne slå et slag for, hvor vigtigt det er, at vi giver support til hinanden. Vi har inviteret OB's superligahold med til at overraske en flok intetanende fodbolddrenge til en ganske almindelig træning. Vi håber, at denne søde og sjove overraskelse vil være med til at skabe opmærksomhed omkring vigtigheden af support, fortæller marketingchef Lene Callesen fra Energi Fyn.

Eventen løb af stablen i Otterup, men skal bidrage til at skabe opmærksomhed omkring vigtigheden af support og hjælpe alle de 450 klubber og foreninger, som er med i Energi Fyns sponsorordning FynskSupport, med at skaffe flere supportere.

- Som andelsselskab med fødderne plantet solidt i den fynske muld vil vi gerne slå et slag for support og støtte aktiviteter, der kommer øen til gode. For eksempel i klubber og foreninger. Derfor etablerede vi tilbage i 2011 vores sponsorordning FynskSupport, som i dag kommer rigtig mange klubber og foreninger til gavn, siger Lene Callesen.

Hos OB er man glad for at være med til at sætte fokus på vigtigheden af support:

- Support betyder meget for vores talentudvikling, så vi er glade for, at vi kan bidrage med at give en klub under Øens Hold en uforglemmelig oplevelse og samtidig sætte fokus på vigtigheden af support, siger administrerende direktør, Ole Bang Nielsen fra Odense Spot & Event.  

Fakta om FynskSupport

FynskSupport er Energi Fyns sponsorordning, som består af elproduktet FynskSupportEl og gasproduktet FynskSupportGas.

 Med FynskSupport kan den enkelte el- eller gaskunde selv bestemme, hvilken klub eller forening Energi Fyn skal støtte på deres vegne. Det koster ikke ekstra at være supporter. Man betaler bare for sin el eller gas. Den økonomiske støtte til klubben eller foreningen står Energi Fyn for.

I 2014 udbetalte Energi Fyn 1 million kroner til fynske klubber og foreninger gennem sponsorordningen FynskSupport. Der er i alt 450 fynske klubber og foreninger med i ordningen.

I den kommende tid vil Energi Fyn sætte fokus på vigtigheden af support på de sociale medier via #FynskSupport.

Læs mere om FynskSupport