Medlemmerne af Uggerslev Antennelaug skal have fibernet fra Energi Fyn. Det blev resultatet af afstemningen på foreningens generalforsamling onsdag den 4. marts.
På generalforsamlingen skulle medlemmerne vælge imellem to løsninger. Med hele 91 procent af de afgivne stemmer valgte et stort flertal at pege på fibernet fra Energi Fyn.
- Vi er godt tilfredse med, at medlemmerne valgte løsningen fra Energi Fyn. Der er en god mulighed for, at vi kan få en større forening, da løsningen kan udvides med cirka 200 husstande i Uggerslev mod de nuværende 103 husstande. En større forening er en stærkere forening, hvor der er flere til at dele foreningens omkostninger, siger Herluf Nielsen, kasserer i Uggerslev Antennelaug.
Stærkt samarbejde
Energi Fyn ser frem til et nyt stærkt samarbejde med Uggerslev Antennelaug, som med valget af fibernet er medvirkende til at sikre lokalområdets udvikling.
- Vi er i den senere tid blevet kontaktet af flere bolig- og antenneforeninger, som gerne vil tilsluttes fibernettet. Udfordringerne for foreningerne vokser i takt med den digitale verdens hastige udvikling. Mange står over for kostbare udbygninger af de eksisterende anlæg for at skaffe båndbredde nok til de mange nye tilbud, som medlemmerne ønsker at gøre brug af. Nu har Uggerslev Antennelaug sikret sig den mest fremtidssikre løsning af alle - nemlig et fuldt udbygget fibernet til alle medlemmer. Foreningen vil kunne levere et meget stort udbud af TV-kanaler i allerbedste kvalitet og lynhurtigt fiberbredbånd - vel at mærke til meget favorable priser for foreningens medlemmer, fortæller Carsten Hansen, bredbåndsdirektør hos Energi Fyn.
Løsningen i Uggerslev Antennelaug bliver etableret i løbet af efteråret 2015.
Fakta
Uggerslev Antennelaug får en løsning, hvor Energi Fyn overtager forsyningen med tv, radio, internet og telefoni. Det sker gennem antenneforeningen, der opretholdes som en aktiv forening.
Foreningen får Waoo! Forening, der er et produkt målrettet markedet for bolig- og antenneforeninger.
En foreningsaftale fra Waoo! er en kollektiv og fleksibel løsning, hvor beboerne selv vælger, hvilke produkter, de vil have, hvad enten de vælger fiberbredbånd, telefoni og/eller TV. Da aftalen er kollektiv, er der desuden mulighed for at opnå attraktive besparelser afhængigt af antallet af beboere i den pågældende forening.
Kontakt:
Herluf Nielsen, kassere i Uggerslev Antennelaug, telefon 22 93 61 56.
Carsten Hansen, bredbåndsdirektør hos Energi Fyn, telefon 24 81 07 28.