Baggrunden for de nye regler er et politisk ønske om at fremme konkurrencen på elmarkedet og gøre det nemmere at være elkunde.
Reglerne betyder, at alle elkunder fra den 1. april 2016 vil modtage én samlet regning og kun vil have ét kontaktpunkt, når det drejer sig om el - nemlig ens elleverandør.
Informationsbrev til alle kunder
Energi Fyn har stort fokus på, at overgangen til de nye regler kommer til at påvirke kunderne mindst muligt. Derfor har Energi Fyn netop udsendt et informationsbrev til alle privatkunder. Målet er at fortælle, hvad reglerne kommer til at betyde for den enkelte kunde.
Langt de fleste af Energi Fyns elkunder vil ikke komme til at opleve de store ændringer, da de allerede i dag får én regning og ringer ét sted hen, hvis strømmen for eksempel er gået.
- Er man andelshaver hos Energi Fyn, og køber man samtidig sin strøm hos Energi Fyn, kommer man ikke til at opleve de store forandringer. Her vil man som altid modtage én samlet regning, og man skal som hidtil kontakte Energi Fyn, hvis man har spørgsmål til sit elforbrug, skal melde flytning eller oplever en strømafbrydelse, fortæller Martin Lausen, kommerciel direktør hos Energi Fyn.
Fra to til én kontakt
Martin Lausen forklarer, at det er kunder uden for Energi Fyns forsyningsområde, der vil opleve en forandring:
- Vores elkunder uden for vores forsyningsområde, vil opleve, at de efter 1. april 2016 kun får én elregning - og det er fra os. Samtidig skal de vende sig til at ringe til Energi Fyn, hvis der er en strømafbrydelse og ikke som nu til det netselskab, hvis område de bor i.
I dag har man som elkunde både kontakt til sin elleverandør og sit netselskab. Elleverandøren sælger el, som transporteres gennem netselskabets ledningsnet. Og hvis man vælger at købe strøm uden for det område, hvor man bor, får man to regninger. En regning på selve forbruget fra elleverandøren og en regning på transport, PSO og afgifter fra netselskabet.
Fra den 1. april 2016 får alle kunder én samlet regning, og ens primære kontakt vil være ens elleverandør. Netselskaberne vil dog fortsat stå for de tekniske forhold omkring elnettet og sikre, at elnettet fungerer. Kunder i Energi Fyns forsyningsområde skal derfor fortsat kontakte Energi Fyn Net i forbindelse med nytilslutninger til for eksempel nyt hus eller solcelleanlæg.
Vigtigt med et mere gennemskueligt elmarked
Hos Energi Fyn hilser man de nye regler velkommen:- Vi bakker op om at skabe et mere gennemskueligt elmarked, som forhåbentlig vil gøre det lettere og mere enkelt at være elkunde i Danmark. Den øgede konkurrence betyder nye aktører og nye produkter. Det er inspirerende og sikrer udvikling i branchen, slutter Martin Lausen.
Fakta om de nye regler
Folketinget vedtog i juni 2012 en lov med det formål at fremme konkurrencen på det danske elmarked og gøre det mere overskueligt at være elkunde.
Loven betyder, at elkunder fra den 1. april 2016 kun modtager én samlet elregning, som indeholder betalingen for forbrug og distribution af el, PSO og elafgifter.
Elleverandøren er med de nye regler ansvarlig for den samlede kundeafregning og den daglige kontakt til kunden. Elleverandøren afregner elafgifter til netvirksomheden, der er ansvarlig for indbetaling af afgifterne til SKAT.
Netvirksomheden er ansvarlig for drift og vedligehold af forsyningsnettet og fakturerer disse ydelser til elleverandøren.
Læs mere om de nye regler på elmarkedet