Energi Fyn har Danmarks bedste internet
Navigation Søgning

Energi Fyn har Danmarks bedste internet

26. marts 2015

Energi Fyn har Danmarks bedste internetprodukt Waoo!. Fiberbredbånd fra Waoo! er for fjerde år i træk kåret til bedst i test på BrancheIndex Internet 2015.

Over 2.800 nuværende kunder har deltaget i undersøgelsen af internetbranchens image og kundeloyalitet. For fjerde år i træk topper Waoo! Fiberbredbånd opgørelsen på blandt andet hastighed og stabilitet.

- Vi er meget glade for og stolte over, at Waoo! endnu en gang er bedst i test. Det betyder meget for Energi Fyn, at vores kunder er tilfredse med det produkt, som vi leverer. Fibernet sikrer en hurtig og stabil forbindelse, og kunderne får den hastighed, som vi lover dem. Jeg er sikker på, at det er med til at gøre vores kunder til de mest tilfredse, vurderer Carsten Hansen, bredbåndsdirektør hos Energi Fyn.

Waoo! sælges kun på fiberselskabernes infrastruktur, som består af 100 procent lynhurtigt fiberbredbånd. Derfor er der mange flere hestekræfter til rådighed for Waoo!-kunderne, end for kunder, som får leveret internet via andre teknologier. Ifølge den uafhængige rådgivningsvirksomhed Loyalty Group, som står bag undersøgelsen, har bredbåndets kvalitet en stor betydning for kundeloyaliteten:

- Det er nu fjerde år i træk, at Waoo! topper vores årlige undersøgelse BrancheIndex Internet. Det er der en naturlig forklaring på. Kunderne får det, som Waoo! lover og kommunikerer. Der har været en tendens i branchen til at love en højere hastighed, end man rent faktisk kunne levere. Det er ikke tilfældet med Waoo!, og det oplever deres kunder, hvilket udmønter sig i den høje kundetilfredshed”, siger adm. direktør Mikkel Korntved, Loyalty Group, som står bag BrancheIndex Internet 2015.

Energi Fyn har bidraget til at sikre den høje forbrugertillid og loyalitet til Waoo! ved at tilbyde kunder i forsyningsområdet garanteret høj kvalitet og stabilitet til konkurrencedygtige priser. BrancheIndex Internet 2015 viser netop, at kunderne synes de får større værdi for deres penge hos fiberselskaberne end hos andre internetudbydere.

- Fibernet imødekommer manges behov for og krav til lynhurtigt internet. Fibernettet rummer en langt højere kapacitet, hvor der er masser af plads til digitalt TV, lynhurtigt internet og telefoni - alt sammen uden at det går ud over kvaliteten, også selvom familien bruger det hele samtidigt, fortæller Carsten Hansen.

Fakta
BrancheIndex Internet 2015 udføres af den uafhængige rådgivningsvirksomhed Loyalty Group og afdækker hvert år danskernes loyalitet over for deres internetudbyder. Undersøgelsen er gennemført i februar 2015 og i alt har 2.835 kunder i den danske internetbranche besvaret undersøgelsen. 

Læs mere om undersøgelsen på: www.loyaltygroup.dk/internet

Waoo! er ejet af Energi Fyn sammen med 10 andre danske fiberselskaber. Energi Fyn leverer TV, telefoni og fiberbredbånd på Fyn, hvor der er tilstrækkelig interesse.

Læs mere på www.energifyn.dk/fiber

Kontakt
Carsten Hansen, bredbåndsdirektør hos Energi Fyn, telefon 24 81 07 28.