Energi Fyn-koncernens samlede regnskabsresultat udviser et overskud før skat på 75 mio. kr. og på 60 mio. kr. efter skat og minoritetsinteresser. Årets resultat følger budgettet og anses som værende tilfredsstillende.
Den positive udvikling kan i høj grad tilskrives Energi Fyns fortsatte fokus på resultatskabelse og indtjening, på fortsat udvikling af koncernens forretningsområder og på sikring af en effektiv drift. Dertil har Energi Fyn i 2015 også haft stort fokus på at styrke koncernens position som en stærk, regional energikoncern. Der er tale om en udvikling, som understøtter Energi Fyns forretningsmæssige fundament, men som i høj grad også tager bestik af den udvikling, elsektoren i disse år befinder sig - både inden for det regulatoriske område omkring elforsyningsnettet og inden for de kommercielle områder omkring salg af el med videre.
Konsolidering i fokus
Energi Fyns fundament og position som fynboernes energiselskab er i 2015 blevet styrket. Med fokus på fortsat konsolidering har Energi Fyn købt og integreret det fynske 60 kV net i Energi Fyn, ligesom koncernen i slutningen af året indgik aftale med FFV Energi & Miljø i Faaborg om køb af de to kommunalt ejede elselskaber - netselskabet FFV El og elhandelsselskabet FFV Energi - på baggrund af en udbudsproces. Aftalen blev i starten af året tiltrådt af en enig kommunalbestyrelse i Faaborg-Midtfyn Kommune, ligesom også Energistyrelsen har godkendt en overdragelse af bevillingen til at drive elforsyningsnettet i Faaborg og omegn til Energi Fyn.
- Købet af elselskaberne i Faaborg styrker i høj grad vores position som en stærk regional energikoncern, som også vil være at finde på fremtidens energimarked. Det er vi naturligvis glade for og stolte over. Vi er med købet af de to FFV-selskaber nået et skridt nærmere vores målsætning om at samle Fyn til et fremtidssikret, forbrugerejet energiselskab, fortæller koncernchef Bent Agerholm og tilføjer, at 14.500 forbrugere i Faaborg og omegn med købet er blevet andelshavere i Energi Fyn, ligesom også 13 medarbejdere har fået Energi Fyn som deres nye arbejdssted.
I tillæg til købet af FFV El og FFV Energi har Energi Fyn også aftalt at fusionere med de fynske transformerforeninger, som i dag er foreningsandelshavere i Energi Fyn. Såfremt foreningerne på deres generalforsamlinger i løbet af foråret nikker ja til fusionsvejen, vil yderligere cirka 12.000 forbrugere blive andelshavere i Energi Fyn. Dermed vil Energi Fyn være ejet af 200.000 fynske andelshavere.
Interessen for fiber er stigende
Ikke kun i et koncernmæssigt perspektiv, men også i et forretningsmæssigt perspektiv er Energi Fyn kommet styrket ud af 2015. Koncernens kommercielle forretningsområder er blevet yderligere rustet - det gælder inden for salg af el og gas, udelys og energibesparelser, og det gælder inden for fiberudrulning og vindkraft, hvor Energi Fyn i 2015 har udvidet sit vindmølleengagementet yderligere.
- Elmarkedet er inde i en hastig udvikling, ikke mindst når det gælder de private kunder. Elsektoren har netop budt velkommen til en ny markedsmodel - den såkaldte engrosmodel, som skal gøre det endnu nemmere at være elkunde og endnu nemmere at skifte ellevarandør. Vi er klar til den skærpede konkurrencesituation på samme måde, som vi glæder os til at vise en række nye tiltag målrettet både privatkunder, erhvervsliv og det offentlige forklarer Bent Agerholm og tilføjer, at dialogen med vores andelshavere og kunder vil blive styrket yderligere.
Ét af de forretningsområder, som i 2015 har oplevet en særlig positiv udvikling såvel resultat- som forretningsmæssigt, er Energi Fyns fiberaktiviteter. Dels har fynboerne for alvor taget fiberteknologien til sig, dels har markedet og kundernes behov for lynhurtigt fibernet udviklet sig gunstigt.
- Vores fiberforretning er inde i en positiv udvikling, hvilket i 2015 også har resulteret i et positivt årsresultat. Vi har i årets løb fortsat fiberudrulningen rundt om på Fyn i tæt samarbejde med lokale ildsjæle og ambassadører, og vi har generelt oplevet en stigende interesse og kundetilgang, udtaler Bent Agerholm. Den positive udvikling betyder, at 50.000 fynske andelshavere nu har mulighed for at vælge Energi Fyns fiberløsning til, supplerer Bent Agerholm, som samtidig glæder sig over, at flere fynboere allerede nu har takket ja til at få udrullet fiber i 2016 og 2017.
Med købet af elforsyningen af Faaborg-Midtfyn Kommune åbner der sig nye muligheder for etablering af fiberforbindelser. Det er således hensigten, at Energi Fyn i løbet af de næste tre til fire år vil tilbyde fiber til cirka 9.000 husstande i området, således også de vil have adgang til en god fiberforbindelse.
Se Energi Fyns årsrapport 2015