Hvor kommer strømmen fra
Navigation Søgning

Hvor kommer strømmen fra

Her kan du se fordelingen af de forskellige energikilder, der har været brugt til at fremstille el, der er forbrugt i Danmark i 2019.

Strøm bliver produceret på mange forskellige måder. Det kan være på centrale kraftvarmeanlæg, som bruger kul, olie, halm og naturgas eller på decentrale kraftvarmeanlæg, som benytter gas og alternative energikilder som biomasse og affald. Det kan også være på vindmøller, som forsyner en voksende del af vores elforbrug. Endelig er der en række private producenter og industrielle værker fra såvel ind- og udland, som sælger el. Eksempelvis importerer vi en del el fra Norge, Sverige og Tyskland, som er produceret ved hjælp af vandkraft.

Energinets miljødeklaration viser produktionsmixet af den strøm, der er leveret til det danske elforbrug. For 2019 var fordelingen som vist herunder:

  • Vind 45%
  • Sol 4%
  • Vand 10%
  • Biobrændsler og affald 18%
  • Fossile brændsler 18%
  • Atomkraft 5%

Miljødeklarationen udgør den nationale målestok for, hvor langt vi er med den grønne omstilling.

Eldeklarationer

Der findes også andre opgørelser. Disse er en del af et samlet EU-regnskab over strømproduktionen. Deklarationerne er regnskabstekniske opgørelser, der viser andelen af grønne certifikater og hvor den strøm, der ikke sælges som grønne certifikater, kommer fra. Deklarationerne siger ikke noget om herkomsten af den strøm, der fysisk kommer ud af din stikkontakt. Du kan se deklarationerne herunder:

Generel eldeklaration 2019

Individuel deklaration 2019 - NaturEl
 

Transport af strømmen

Strømmen transporteres fra producent til kunde gennem et overordnet elnet og videre gennem de lokale netselskabers distributionsnet. Netselskaberne har ansvaret for drift, vedligeholdelse og udbygning af elnettet i de enkelte forsyningsområder. Så det er netselskabet, der sørger for, at lampen lyser, når du trykker på kontakten.

Det er Energinet.dk, der har det overordnede ansvar for at sikre, at produktionen af el og forbrug stemmer overens.

Elforsyningen er tæt forbundet med vores nabolande – enten via luftledninger eller søkabler. Sjælland har forbindelse til Sverige og Tyskland. Jylland og Fyn har forbindelser til Sverige, Norge og Tyskland. Samtidig er der også kommet et kabel over Storebælt. Danmark har 2 prisområder, når du handler markedsel på det frie elmarked – priser øst for Storebælt og priser vest for Storebælt.