Sådan vasker og tørrer du dit tøj på den mest miljøvenlige måde
Navigation Søgning

Energirådgivning

Hvis du ønsker at spare penge på dit energiforbrug, kan du her på siden finde en række gode energispareråd og tips til energibesparelser, der gør din hverdag mere energivenlig.

Tøjvask

Her finder du gode elsparetips til, hvordan du vasker og tørrer dit tøj på den bedste, billigste og mest miljøvenlige måde.

  • Vask ved lavere temperaturer
    Hvis du halverer vasketemperaturen fra for eksempel 60 grader til 30 grader, kan du spare 55 procent af strømmen. Det meste tøj kan sagtens blive rent ved 20 grader eller mindre. Du skal blot huske at bruge et vaskepulver, der er beregnet til at vaske ved lavere temperaturer. Sundhedsstyrelsen anbefaler dog, at undertøj, linned, håndklæder, viskestykker, karklude og lignende vaskes ved 60 grader. 

  • Tør dit tøj på tørresnoren
    Ifølge www.sparenergi.dk koster det omkring 6 kroner, hver gang du tørrer dit tøj i en A-mærket tørretumbler og 2 kroner, hvis du har en A+++ tørretumbler. Der er derfor mange penge at spare, hvis du bruger tørresnoren, når det er muligt. 

  • Fyld vaskemaskinen helt op 
    Din vaskemaskine er passende fyldt, når du uden at presse tøjet sammen kan have din knyttede næve i tomrummet over tøjet. Køb en vaskemaskine, som har en størrelse, der passer til dit behov.

  • Vælg et kort program
    Tøjet bliver rent på et kort program, medmindre dit tøj er meget beskidt. Vælg normalvask eller strygelet-programmet. Finvask-programmet har en høj vandstand, og bruger derfor mere vand end normal- og strygelet-programmerne, der har en lav vandstand. Spring forvasken over. Den er kun nødvendig, hvis tøjet er meget beskidt. 

  • Undgå at bruge skyllemiddel
    Skyllemiddel skader miljøet og er unødvendigt, med mindre du har problemer med statisk elektricitet i syntetisk tøj. 

  • Vask kun tøjet, når det er beskidt
    Hvis du kun vasker, når tøjet er beskidt, kan du spare én eller flere vaske om ugen. Vasker du for eksempel to gange mindre om ugen på 60 grader, kan du sparer omkring 200 kroner og 36 kg CO2 om året. Tit er det nok at hænge sit tøj til luftning i stedet for at vaske det, så sparer du en vask og slider ikke på tøjet. 

  • Brug tørretumbleren rigtigt
    Centrifuger tøjet kraftigt, hvis det skal tørres i tørretumbleren bagefter. Det koster langt mindre el at lade vaskemaskinen centrifugere vandet ud af tøjet. Undgå at overfylde tørretumbleren. For meget tøj forlænger tørretiden og giver et højere forbrug. Vend dig til at rense fnugfilteret før eller efter hver tørretumbling. Den varme luft har svært ved at slippe igennem, hvis filteret er dækket med fnug. Det betyder, at der skal produceres mere varm luft for at tørre tøjet.

Tilbage